Hjertevarm teaterforestilling gæster Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Teaterforening får den 4. maj 2025 kl. 15.00 besøg af Teater Møllen i Maskinhallen, Skolegade. Her opføres den anmelderroste forestilling "Alle gode ting" - en hjertevarm og opløftende fortælling, der inspirerer og skaber håb, fortæller formand Lilly Pedersen.
Forestillingen følger en person, der i et forsøg på at hjælpe sin mor med at bekæmpe depression begynder at lave en liste over alle de fantastiske ting i livet, der gør det værd at leve – fra Kung-fu-is og solskin til alle Star Trek-film med lige numre og at forelske sig. Skuespiller Thomas C. Rønne brænder igennem i denne rørende og tankevækkende fortælling, der formår at favne publikum med sin ægthed og varme.
Med et vittigt og originalt manuskript behandler "Alle gode ting" komplekse emner som mental sundhed, tab og de små øjeblikkes skønhed. Trods sit alvorlige tema er stykket både humoristisk, livsbekræftende og rørende – en kraftfuld påmindelse om, at selv i livets mørkeste stunder findes der altid noget værd at leve for.
Publikum opfordres til at sætte tid af til denne eftermiddag og tage en god ven, kollega eller et familiemedlem med til en forestilling, der lover at efterlade alle med et smil og en fornyet bevidsthed om livets værdi.
Lilly Pedersen afslører desuden, at Frederikshavn Teaterforening afholder sin årlige generalforsamling den 17. marts 2025 kl. 18.30 i Det Musiske Hus. Hele 200 personer har allerede tilmeldt sig, men der er stadig plads til flere – både nuværende og nye medlemmer. Der loves en overraskelse til alle fremmødte.