Billede beskrivelse

Historisk festival med optog og tattoo – og du kan være med!

27. august 2025 kl. 06.02

FREDERIKSHAVN: Tordenskjoldsdage 2025, der finder sted 5. og 6. september, er den 27. udgave af den historiske festival og markeringen af Frederikshavns både geografiske og historiske rolle i forhold til flådens historie i Danmark og ikke mindst i forhold til den dansk-norske søhelt Tordenskjold.

Der bliver flere højdepunkter i årets program. Det ene er det meget store optog, der forberedes til lørdag formiddag i midtbyen. Her kan alle interesserede deltage og blive klædt på i historiske dragter, hvis man henvender sig til os i Tordenskjoldsdagene.

Det andet højdepunkt er, at vi om aftenen begge dage har et nyt spændende tattoo, som er bygget op som en formidlingsoplevelse, der fortæller om Frederikshavns allerførste havn.

Inden tattooet starter, så får publikum en kort men engageret præsentation af den danske flådes historie siden de første to kongelige Orlovskibe blev bygget og frem til i dag – og med en tråd, der fører lidt ind i fremtiden, hvor vi spekulerer i, hvad mon de to første nye fregatter bygget i Frederikshavn kommer til at hedde.

De to første, som blev bygget under kong Hans, hed ”Engelen” og ”Maria”.

Som tidligere år er der opbygget den historiske fæstningsby, og der er en række sjove aktiviteter, som børn med deres familier kan gå igennem og opleve.

Her får man udleveret en soldaterbog, som samtidig giver adgang til en større konkurrence, hvor Handelsforeningen Frederiks medlemmer i Frederikshavn har doneret præmier for mere end 10.000 kr.

Sidste år fandt 6000 gæster vej til Tordenskjoldsdagene, og i år håber arrangørerne at nå endnu højere op, bl.a. ved Tordenskjoldsdagene i et tæt samarbejde med Flådestation Frederikshavn, som holder åbent hus om lørdagen den 6. september således at de mange mennesker der kommer til Frederikshavn for at se flådestationen også får lejlighed til at opleve Tordenskjoldsdagene.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste