Billede beskrivelse

Flydende Landskaber vender tilbage til Skagen

21. august 2025 kl. 19.01

SKAGEN: Når man bevæger sig ud i landskabet ved Det Grå Fyr i Skagen fra den 27.august til 6. september, er det ikke kun naturen, der møder én. Man kan også møde performere og dansere i hedelandskabet. 

Her genopføres den steds-specifikke vandreforestilling Flydende Landskaber af Pernille Garde Stage Art, nemlig; en forestilling, hvor publikum guides ind i fortællinger og sanselige, koreografiske billeder, som opstår midt i naturen. 

Forestillingen er inspireret af landskabet ved Skagen, stedets mennesker, kulturelle strømninger og sporene efter krig i landskabet.

En sanseoplevelse i naturen

- Vandreforestillingen er en oplevelse, hvor publikum guides igennem naturen. Vi vandrer gennem hedelandskabet ved Det Grå Fyr og længere ind i landskabet ved heden. Undervejs dukker performere op, som fortæller brudstykker af historier om Skagen gennem tekst, dans og performance i en sanseoplevelse, forklarer Pernille Garde, som i 2023 skabte forestillingen i et samarbejde med Kulturhus Kappelborg i Skagen.

Forestillingen er bygget op som en vandring med sceniske billeder, der træder frem midt i naturen og som gradvist forsvinder igen, mens man går. Dansernes kroppe taler skiftevis sammen med naturen eller står i modsætning til den. Så der opstår en slags dialog mellem, hvad performerne gør, og hvad naturen gør.

- Alting er hele tiden i bevægelse, flytter sig og bliver til noget andet over tid. Temaerne går igen og forvandler sig undervejs. Som en stafet, hvor noget opstår og bliver brugt til noget andet og så til noget tredje senere hen i forestillingen, forklarer Pernille Garde.

Aktuelle temaer i Skagens landskab

Flydende Landskaber kredser om de historier og spor, der findes i Skagens landskab og historie. Forestillingen tager udgangspunkt i tre mennesker, som på forskellig vis undersøger stedet, blandt andet gennem turisternes blik og gennem et militært perspektiv, inspireret af de mange bunkere, der ligger skjult i klitterne.

- Der er en lang historik i området med bunkerne, som er blevet tilgroet af naturen, og den stadigt aktive radarstation, der i dag står tilbage som et ekko fra 2. verdenskrig. Og krig er højaktuel, både her i Europa men også i Gaza, hvor særligt børnene lider. Og de voldelige krigshændelser og handlinger påvirker os alle og fortsætter som bølger, siger Pernille Garde.

Forestillingen stiller også spørgsmål til vores forhold til naturen i dag. Hvad er vores kontakt til naturen egentlig? Søger vi tilbage til den? Eller udnytter vi blot dens ressourcer? Hvad er naturen for os i dag? Det er, ifølge Pernille Garde også det, Flydende Landskaber handler om.

- Der er en scene, som sætter skagensmalernes værker i bevægelse, og som handler om forskelle mellem mennesker i Skagen; rig og fattig, kvinde og mand. Og liv og død. Og at leve i tæt kontakt med havet, den voldsomme Skagensnatur, som man er afhængig af, for at overleve her, fortæller Pernille Garde.

Flydende Landskaber spiller fra 27. august til 6. september. Billetter til forestillingen kan
købes på Kulturhus Kappelborgs hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste