Flaget spilles ned for sidste gang
SÆBY: Trompetister fra Musikkorps Sæby og Sæby Garden har hver aften siden Sankt Hans spillet flaget ned på Sæby Havn.
Søndag den 10. august lyder de sidste strofer ud over havnebassinerne, når Dannebrog for sidste gang i år spilles ned og der afsluttes med nationalsangen, hvor det normalt talrige publikum stemmer i.
Under sæsonens sidste stemningsfyldte aften er der tradition for at de trompetister der har spillet om sommeren, fordeler sig rundt på bådebroerne og på skift spiller hver en melodi, inden de samlet spiller ”Der er et yndigt land”.
Forinden, i den gamle del af havnen, giver Sæby Garden koncert klokken 19 og Musikkorps Sæby tager over klokken 20, hvor de vil underholde med et bredt repertoire af populære melodier, inden hornblæserne tager over klokken 21.
Sagnet siger, at Dannebrog faldt ned fra himlen i 1219 i slaget ved Tallinn i Estland. Med sine 802 år er Dannebrog verdens ældste flag.