Donation giver nyt liv til skatere
SKAGEN: Nyrenoverede skaterramper dannede sidste tirsdag rammen om Scooter Jam på Kappelborgs skaterbane.
AJ Scooters stod for femte år i træk for arrangementet på byens skaterbane, hvor 30-40 skatere, både lokale og gæster i byen, lagde vejen forbi med deres såkaldte scootere, som de fleste nok kender bedre som løbehjul.
Og så var der ellers lagt op til tailwhips, no handers og no footers og no foot down, som er en slags jorden er giftig-leg på løbehjul.
Deltagerne blev delt op i hold efter, hvilke tricks de allerede kunne, og så blev der ellers øvet og trænet for de helt små og de noget større løbehjuls-løbere.
- Vi nåede lige at få renoveret de fleste ramper til arrangementet, fordi vi var så heldige at få nogle gode sponsorater ind til det, fortæller Lars Ilum fra Kulturhus Kappelborg og forklarer, at skaterbanen og den store skater-tube i sin tid blev realiseret med opbakning fra flere fonde, lokale sponsorer, en indsamling i byen og økonomisk bidrag fra kommunen. Det samme med legepladsen ved Kappelborg.
Legeplads uden kommunal støtte
Skagen Håndværker- og Industriforening var i sin tid sammen med Kappelborg med til at opføre både skaterbanen og legepladsen og er nu igen inde og støtte og har altså netop renoveret skaterbanen.
- Vi støtter lokale tiltag og synes det er ærgerligt, at Kulturhus Kappelborg selv skal stå for vedligehold af skaterbane og legeplads uden tilskud fra kommunen, når nu det er så stort et aktiv for byen. Men så må vi jo i stedet rykke sammen i bussen og gøre noget, siger formanden for Skagen Håndværker- og Industriforening, Rasmus Thorsen.
Og både legeplads og skaterbane er populære i byen, både blandt byens børn og gæster i byen, og det giver en del slitage som ifølge Lars Ilum fra Kappelborg gerne skulle renoveres løbende.
Og næste skridt bliver da også renovering af legepladsen, som foreningen også sponsorerer, men der har man, ifølge Rasmus Thorsen, brug for medsponsorer.
- Vi vil gerne på sigt kunne lave en sponsoreret vedligeholdelseskonto for legepladsen, og det vil der være brug for flere medsponsorer til. Sådan en konto betyder, at der er penge, når noget pludselig går i stykker og skal renoveres også. Og så vil vi ikke skulle ud med hatten i hånden hver gang, siger Rasmus Thorsen.