Billede beskrivelse

SOS Nord på træningslejr i Sverige og klar til sæsonstart

01. august 2025 kl. 06.00
Opdateret kl. 10.55

FREDERIKSHAVN: I sommerens varme rejste løbere fra skøjteklubben SOS Nord til Sverige for at deltage i en intens træningscamp – og for at få is under fødderne, selv midt i juli. Med sig havde de cheftræner Pamela Hansson, som også var en af de mest efterspurgte trænere på campen.

Deltagerne trænede nye spring, trin og piruetter, men lærte også at holde humøret højt, selv når træningen var krævende. Stemningen omkring Pamela Hanssons undervisning var energisk og motiverende, og løbere fra hele Sverige – endda så langt væk som Stockholm – søgte hendes vejledning. Også løbere fra Tårnby og Ørestad valgte at følge hende på campen.

En af deltagerne, Donna Sørensen, fortæller:

- I år var mit første år på Starcamp, og jeg synes, at det var en fed oplevelse. Jeg har fået mange nye venskaber og nye tip og tricks til træning. Jeg synes altid, det er en god oplevelse at komme ud og træne andre steder end i ens egen klub, for alle træner forskelligt. 

- Så for mig har det været en kæmpe oplevelse, og jeg håber at kunne være med igen næste år. Vi har været heldige med vejret – solen skinnede det meste af tiden. En fed tur med gode venner og en super træner, som jeg er rigtig glad for at have.

Efter campen i Sverige rejste løberne hjem til endnu en skøjtecamp – denne gang på hjemmebane i Frederikshavn. Flere af deltagerne fra Sverige valgte at tage med, for fortsat at kunne træne under Pamela Hanssons ledelse. 

Billede beskrivelse

Hendes erfaring og engagement har fostret flere internationale løbere, og allerede i august rejser hun sammen med Wendell Hansson til sæsonens første internationale konkurrence i Riga – et vigtigt skridt mod VM-kvalifikation.

Den lokale camp i Frederikshavn afholdes i samme uge som Danmarks bedste skøjteløbere er samlet på isen. Her begynder forberedelserne til den kommende konkurrencesæson for alvor.

SOS Nord er en klub med plads til alle – både børn, unge og voksne, uanset om de har stået på skøjter før eller ej. Det sociale fællesskab vægtes højt, og klubben fungerer for mange som et frirum, hvor både udvikling og glæde ved sporten får plads.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste