Skøjteløbere fra ind- og udland kommer til SOS Nord for at træne med Pamela
FREDERIKSHAVN: Skøjte- og Sportsforening Nord, der blev stiftet i 2014, er en klub i fremdrift.
Klubben har haft samme træner siden starten, nemlig Pamela Hansson, der har mange uddannelser og kurser i bagagen og som gennem årene har udviklet flere landholdsløbere.
Løbere kommer fra udlandet bare for at få mulighed for at træne med Pamela Hansson.
En skøjteløber, som har taget det helt store skridt, er Nikita Tarakanov.
Han har konkurreret i Sverige, men blev medlem i SOS Nord allerede sidste år. Da han skøjter på et højt niveau, skal han være i karantæne i et år, idet han vil skifte nation. Det har han hermed været, og Nikita er klar til at repræsentere SOS Nord allerede den 23. august i Herlev til hans første konkurrence under de rød-hvide farver.
Samme uge er SOS Nords Wendell Hansson udtaget af DSU til at repræsentere Danmark i årets første junior grand prix i Riga. Ikke nok med det, så har SOS Nord endnu en eliteløber, der er klar til internationale konkurrencer.
Det er Babeth Hansson som efter VM i Calgary 2023 kom til skade på isen under træning, da skøjten sad fast i et spor.
- Eliteudvalget og teknisk udvalg fra Dansk Skøjte Union har kigget på alle vores tre eliteløbere og givet grønt lys til, at de er klar til konkurrence. Samtidig har vi flere løbere, der rejser helt fra Sjælland og Sverige for at træne med vores cheftræner, Pamela Hansson, siger foreningens kasserer, Mette Klinke, og fortsætter:
- Så hvis du vil blive så god som du kan, pige eller dreng, så meld dig ind hos os på sosnord.dk. Du kan komme og prøve at skøjte torsdage kl. 17 samt søndage kl. 15. De første to gange er helt gratis, og vi har skøjter, som du kan låne. Vi har hold fra 3-99 år.