Billede beskrivelse

Overbevisende sæsonstart for Skagen/Frederikshavn Padel i Elitedivisionen

27. august 2025 kl. 11.01

FREDERIKSHAVN: Skagen/Frederikshavn Padel fik en drømmestart på sæsonen i Elitedivisionen med en overbevisende 6-0-sejr hjemme over Team Padel Star 77 Elite fra Aarhus.

Holdet fik revanche for forårets nederlag i Aarhus, da der lørdag eftermiddag ikke var tvivl om udfaldet i nogen af de seks kampe, som blev spillet i Padel 99 i Frederikshavn. Alle kampe blev vundet sikkert i to sæt.

To nye spillere havde debut i opgøret: den 18-årige svensker Willy Tiger Släryd og 23-årige Sofus Brønnum, der er skiftet fra AL-Bank Elitepadel Aalborgs 1. divisionshold til Elitedivisionen.

Billede beskrivelse

Efter kampen udtrykte Sofus Brønnum stor begejstring over både stemningen og samarbejdet med sine svenske medspillere, Adam Axelsson – nummer ét på den svenske rangliste – og Johan Fors. Han fremhævede især deres taktiske input og evne til at støtte på banen.

Sofus Brønnum træner til daglig i Padel 99 under ledelse af Pablo Figueroa, der både spiller på elitedivisionsholdet og fungerer som træner i Padel 99 og Skagen Padelcenter. 

Han beskrev set-uppet i Skagen/Frederikshavn som afgørende for sin udvikling, både gennem fast træning og mulighed for at spille med spillere på højt niveau.

Billede beskrivelse

Næste opgave for Skagen/Frederikshavn er fredag den 19. september på udebane mod PadelBoxen i Odense. Den næste hjemmekamp spilles fredag den 3. oktober i Skagen Padelcenter mod oprykkerne fra KIF Padel Club i Kolding.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste