Billede beskrivelse

LIONS sælger tulipaner i kampen mod misbrug

26. februar 2025 kl. 14.02

SKAGEN: Hvert år i marts-april sælger Lions Skagen Anna Ancher og Lions Skagen tulipanbuketter til virksomheder og forretninger som led i en mangeårig tradition. 

Initiativet, kendt som “Tulipandagen”, er en fællesnordisk Lions-aktivitet, der har eksisteret siden 1995. Symbolet for dagen er den sunde, røde tulipan ved siden af en grå, knækket tulipan, som synliggør kampen mod misbrug af euforiserende stoffer og andre rusmidler.

I år står Jan Sonnesen fra Lions Skagen og Betty Henriksen fra Lions Skagen Anna Ancher i spidsen for projektet. I uge 10 vil virksomheder og forretninger i Skagen blive kontaktet med tilbud om at støtte initiativet ved at købe en buket til 150 kr.

Leveringen af buketterne finder sted i uge 13, hvor de vil blive ledsaget af et skilt med det velkendte tulipansymbol – en påmindelse om, at alle indsatser tæller i kampen mod misbrug.

Overskuddet fra salget går som altid til misbrugsforebyggende aktiviteter i lokalområdet. Midlerne skal bidrage til at skabe rammer, der hjælper unge med at undgå narkotika, mobning, vold og overdreven alkoholforbrug. Dette sker ofte i samarbejde med SSP, skoler, politi og ungdomsorganisationer.

Lions Skagen og Lions Skagen Anna Ancher håber på stor opbakning, så budskabet kan spredes, og endnu flere unge kan hjælpes til en tryg og sund opvækst.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste