Kongeparret sagde smukt farvel i landets nordligste by
SKAGEN: Byen kunne ikke have taget meget pænere imod landets konge og dronning end på en dag som denne mandag i august. En usædvanlig vindstille sensommerdag med høj blå himmel og strålende sol, og afskeden på havnen til aften levede fuldt op til dagens smukke stil.
I en mellemting mellem den lyserøde og den blå time sagde kongeparret farvel til de gæster, der til aften havde været inviteret ombord på kongeskibet Dannebrog til reception.
Og mens gæsterne gik fra borde spillede prinsens livregiments musikkorps blandet andet ‘What a wonderful world’, Chaplins ‘Smile’ og Albertes ‘Lyse nætter’, imens matroserne tog flagene ned, gjorde klar til afgang og efter den sidste gæst havde forladt skibet tog landgangsbroen op.
Og så viste Kongeparret sig på dækket og vinkede farvel til de flere hundrede, som var mødt op på havnen, mens Klitkoret sang ‘Skagen - det bedste sted på jord’ og ‘Lyse Nætter’ og til sidst ,mens Dannebrog sejlede afsted; ‘Jeg ved en lærkerede’.
En af dem, der skulle synge for Kongeparret var Louise Fuglsang Madsen, som har sunget i Klitkoret i mange år.
- Man ville lyve, hvis man sagde, at det ikke er anderledes at skulle synge for kongeparret end for andre. Selvom det er dejligt at synge for alle dem, der gider lytte, så er det her noget særligt og der sker noget i maven, når det flotte skib ligger der og de kongelige står der. Det gør der altså, siger Louise Fuglsang Madsen, som før har sunget for de kongelige.
- Jeg har sunget for Dronning Margrethe også for nogle år siden, også her på kajen, fortæller Louise Fuglsang, som sammen med de mange andre på havnen denne mandag aften i august fik mulighed for at nyde det storslåede fyrværkeri, mens Dannebrog sejlede videre på sin færd - med Thy som næste destination.