Kirkegårdsvandring og aftensang i Sæby
SÆBY: Torsdag den 7. august kl. 19 inviteres der til fælles aftenvandring på Sæby Kirkegård. Sognepræst Keld Skovgaard og kirkegårdens næstkommanderende Majbritt Rasmussen står for rundvisningen og fortæller både om kirkegårdens historie og dens rolle i dag.
Keld Skovgaard vil give indblik i det nyeste projekt med QR-koder på udvalgte gravsteder, hvor besøgende kan høre historier om afdøde sæbynitter og deres betydning for byen. Majbritt Rasmussen sætter fokus på nutidens liv på kirkegården og de mange muligheder, der findes i forbindelse med bisættelser og begravelser.
Arrangementet er et samarbejde med Saltlandets Historiske Forening og er gratis for alle interesserede. Mødested er Sæby Kirkegård, Frederikshavnsvej 2, Sæby.
Søndag den 10. august markeres afslutningen på sommerens flagspilning på Sæby Havn. I den anledning inviterer Sæby Kirke til aftensang kl. 18.15. Her synges mange af de sommersange, som har lydt gennem sæsonen. Aftensangen afsluttes i god tid, så alle kan nå med til den stemningsfulde flag-nedspilning på havnen.
Derudover byder kirken hver uge på gudstjeneste søndage kl. 10 og andagt onsdage kl. 9.30 – begge efterfulgt af kaffe. Tirsdag den 5. august gennemføres den sidste sommerrundvisning i kirken kl. 11, og mandag den 11. august er der traditionen tro kaffe på kanden på kirkegården. Alle er hjerteligt velkomne.