Frivillige rensede stranden for affald
SKAGEN: Onsdag 12. februar blev der afholdt en vellykket strandrensning ved "Stranden 2" i Skagen. Trods kolde temperaturer mødte engagerede frivillige op for at give naturen en hjælpende hånd. Sammen blev der samlet en imponerende mængde affald, herunder plastik, tønder og andet drivgods, der var skyllet op på kysten.
Naturstyrelsen og Det Grå Fyr stillede affaldsposer og udstyr til rådighed, mens deltagerne kunne varme sig med en kop kaffe og en småkage. En traktor sørgede for at transportere det indsamlede affald væk, så stranden igen kunne fremstå ren og indbydende.
På grund af det store behov for oprydning arrangeres endnu en strandrensning onsdag den 19. februar i uge 8 fra kl. 13.00 – 16.00. Det er en oplagt mulighed for både lokale og besøgende at deltage i en meningsfuld aktivitet og nyde den friske havluft.
Praktisk information
Naturstyrelsen sørger igen for affaldsposer og udstyr. Deltagere opfordres til at medbringe en kop til den varme drik, der stilles til rådighed. Ingen tilmelding er nødvendig – alle er velkomne!
Sådan finder man vej til "Stranden 2"
Da Kanalvejen er oversvømmet, anbefales det at gå fra Solnedgangspladsen i Gammel Skagen mod syd. Herfra kan man fortsætte ad stranden, indtil en traktor markerer stedet for strandrensningen.