Frederikshavn Gymnasium lancerer nyt tilbud til elever med særlige behov
FREDERIKSHAVN: Fra 1. august 2025 tilbyder Frederikshavn Gymnasium en ny treårig HF-uddannelse, HF Struktur, målrettet unge med særlige behov. Uddannelsen fokuserer på at skabe en tryg og struktureret skolegang, der støtter eleverne i at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Det fortæller gymnasiet.
En ungdomsuddannelse med støtte og struktur
HF Struktur henvender sig til unge med diagnoser eller lignende udfordringer, som har behov for ekstra støtte for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Uddannelsen varer tre år – et år længere end den traditionelle HF – hvilket giver mere tid til fordybelse og støtte i hverdagen.
- Vi har gennem de seneste år oplevet en stigende efterspørgsel på et uddannelsestilbud til unge, der både ønsker at være en del af et fællesskab og samtidig har brug for ekstra støtte, tryghed og ro for at lykkes. Det mener vi, HF Struktur kan tilbyde, siger uddannelsesleder Hanne Glumsøe Bach.
Undervisning tilpasset den enkelte elev
En gruppe undervisere har udviklet et særligt tilrettelagt undervisningsforløb, der skaber en overskuelig og forudsigelig hverdag for eleverne. Som en del af skoledagen er der indlagt lektiebånd, hvor eleverne kan få hjælp til opgaver og afleveringer. Dette sikrer, at de også har overskud til fritidsaktiviteter efter skoletid.
Selvom HF Struktur ikke er et specialtilbud, adskiller uddannelsen sig ved at tilbyde faste rutiner, mindre klasser, undervisning i et fast lokale med en særlig indretning samt mentorstøtte. Mentorstøtten foregår i tæt samarbejde mellem mentor, studievejleder og lærerteamet.
- Vi glæder os til at byde velkommen til nye elever, der får mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse i trygge og strukturerede rammer, samtidig med at de bliver en del af fællesskabet på Frederikshavn Gymnasium, afslutter Hanne Glumsøe Bach.
Ansøgning og yderligere information
Ansøgningsfristen til HF Struktur er 1. marts. Efter ansøgning inviteres elever og deres forældre til en samtale, hvor behov og ønsker afdækkes.