Billede beskrivelse

Fra værft til verdenshav: Skibsingeniører former fremtidens søfart

07. august 2025 kl. 11.02

FREDERIKSHAVN: I september 2025 åbner MARTEC og DTU for første gang dørene til en ny fælles uddannelse som skibsingeniør i både Frederikshavn og Lyngby. 

Initiativet er et svar på den stigende efterspørgsel efter specialiseret arbejdskraft i den maritime sektor – og det er stadig muligt at søge om optagelse, skriver parterne i en pressmeddelelse. 

Komplekse maritime konstruktioner – fra krigsskibe og færger til offshore-strukturer og klimavenlige fremdriftssystemer – kræver ny teknisk ekspertise. Den nye uddannelse i D

Fakta om MARTEC

MARTEC er Danmarks maritime og polytekniske uddannelsescenter, som udbyder alt fra grundlæggende søfartsuddannelser til videregående maritime ingeniør- og navigationsuddannelser. MARTEC står også bag Skoleskibet DANMARK og driver en omfattende kursusvirksomhed inden for det maritime, offshore og vindenergiområdet.

anmark kombinerer DTU’s forskningsstyrke med MARTECs tætte kontakt til erhvervslivet. 

Den giver kommende skibsingeniører adgang til viden, netværk og praksisnære erfaringer.

En karriere som skibsingeniør byder på globalt udsyn og et arbejdsliv med både ansvar og tekniske udfordringer. En af branchens erfarne profiler, Ole Bastholm Jørgensen, Senior Lead Naval Architect hos MÆRSK, har siden 1991 været med til at forme nogle af verdens største skibe – herunder verdens største containerskib i 2014-2015. 

Med en baggrund som bådebygger og erfaring fra over 20 lande, fremhæver han nysgerrighed, kreativitet og tværfagligt samarbejde som centrale elementer i arbejdet.

- Du starter med et blankt stykke papir og skal finde ud af, hvordan et skib kan opfylde en lang række krav. Det er en dyb kreativ og teknisk proces – som sker i samarbejde med mange eksperter og kulturer, fortæller han.

Billede beskrivelse

Ny teknologi og gamle traditioner mødes

Hos MARTEC i Frederikshavn håber direktør Pia Ankerstjerne, at den grønne omstilling vil føre til øget interesse for skibsingeniøruddannelsen. Uddannelsen er udviklet i tæt samarbejde med DTU og integrerer moderne teknologi med stærk maritim tradition.

- Vi glæder os til at byde studerende velkommen til en uddannelse, der kobler moderne teknologi med en stærk maritim tradition, udtaler Pia Ankerstjerne.

Skibsingeniører arbejder internationalt – på værfter, i rederier, offshore og i rådgivningsvirksomheder. Ifølge Ole Bastholm Jørgensen er der i øjeblikket gode jobmuligheder i Danmark, hvor både forsvar og erhvervsliv efterspørger nye skibe og grøn teknologi.

- Der er utrolig mange muligheder – og lige nu er der rigtigt gode jobmuligheder i Danmark. Det er en branche, hvor du virkelig kan gøre en forskel, siger han.

Selv om mange tror, at ingeniøruddannelser kun er for matematiske talenter, understreger Ole, at viljen og interessen er mindst lige så vigtig.

- Jeg var ikke en tolvtals-elev i gymnasiet. Men på skibsingeniøruddannelsen kunne jeg pludselig se meningen med matematikken – det var stærkt motiverende, forklarer han.

Et karrierevalg for nysgerrige

Uddannelsen henvender sig til dem, der drømmer om store konstruktioner, bæredygtige løsninger og internationalt samarbejde. Undervisningen foregår i klasser med fokus på både teori og praksis – og inkluderer virksomhedsbesøg, projekter og tekniske problemstillinger. 

Uddannelsen varer tre et halvt år og kvalificerer også til videre studier, fx civilingeniørprogrammet på DTU.

- Det er et job, hvor du hele tiden lærer nyt – selv efter 34 år i branchen. Og hvor du får lov at være en del af noget meget stort, afslutter Ole.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste