FFI Fodbold genoptager musikalsk tradition
FREDERIKSHAVN: FFI Fodbold har gennem årene haft stor succes med kirkekoncerter i Frederikshavn Kirke, hvor blandt andre Kurt Ravn, Dario Campotto, Tina Siel, Jesper Lundgaard, Lene Siel, Kirsten Siggaard og Stig Rossen har optrådt.
Nu genoptager klubben sin musikalske tradition – dog i et nyt format.
Denne gang rykker musikken ind i Rådhuscenteret, hvor FFI Fodbold arrangerer tre intime og stemningsfulde koncerter. Bag initiativet står Steen Hjelm Christensen, mangeårig førsteholdsspiller og tidligere medarrangør af kirkekoncerterne.
Program
Torsdag den 1. maj kl. 19.00 – PS Swingband
En aften med swingmusik inspireret af den verdenskendte danske violinist Svend Asmussen.
Orkesteret består af rutinerede musikere: Per Sørensen, Torben Nichelsen, Kim Mouritsen og Esben Kjær. Publikum kan se frem til en musikalsk oplevelse fyldt med energi og spilleglæde.
Torsdag den 18. september kl. 19.00 – Jens Varmløse
Jens Varmløse, kendt fra Version 1.0, er en ægte spillemand med et repertoire, der spænder fra country og pop til spontane publikumsopfordringer.
Hans akustiske guitarspil og lune nordjyske humor skaber en unik og nærværende koncertoplevelse.
Torsdag den 16. oktober kl. 19.00 – Mads Toghøj & Søren Bøje
Mads Toghøj, modtager af Den Danske Folkemusikpris 2024, blander folk, country og americana i sine sange, ofte inspireret af sin morfar, Fisker Thomas. Sammen med den talentfulde guitarist Søren Bøje, der har spillet med store danske navne som Michael Falch og Peter Belli, lover de en aften med musik, der rammer både hjerte og sjæl.
FFI Fodbold ser frem til at byde musikelskere velkommen til tre uforglemmelige aftener i Rådhuscenteret.