Ebbe Skytte – En kæmpe trold er flyttet ind i skoven ved Knivholt
FREDERIKSHAVN: En ny beboer er dukket op på Knivholt, og det er ikke hvem som helst. Hvis du har gået en tur i skoven for nylig, har du måske allerede fået øje på ham – den kæmpestore trold Ebbe Skytte, som nu har slået sig ned blandt træerne.
Trolden er skabt af den internationalt anerkendte kunstner Thomas Dambo, kendt for sine gigantiske trolde bygget af genbrugstræ. Med Ebbe Skytte bliver Knivholt og Frederikshavn en del af det globale kunstprojekt “De 1000 Trolde”, som man kan læse mere om på www.trollmap.com.
Bag projektet står en stor gruppe engagerede frivillige samt Thomas Dambo og hans team i tæt samarbejde med Knivholt.
- Vi er fantastisk glade for den store lokale opbakning, som har gjort det muligt at skabe en kæmpe trold her på Knivholt, siger Ulrik Bang, bestyrer på Knivholt og fortsætter:
- En stor tak skal lyde til de dygtige frivillige og til Thomas og hans team for det gode samarbejde om tilblivelsen af ‘Ebbe Skytte’. Vi vil også gerne takke alle vores samarbejdspartnere og bidragsydere, som har gjort det muligt at realisere projektet.
Det drejer sig om Frederikshavn Kommune, LAG Vendsyssel, Frederikshavn Erhvervsråd, Sparekassen Danmark, XL-Byg Elling, Noorman, Trigon, Torben Topkapper, Pa-Shoppen, Nordjysk Værktøjssalg, Studsgaard, Bangsminde, Rock i Frederikshavn, Meny HC Ørstedsvej, Orskov Yard, Knivholts Venner, HJ Kontorcenter og RC-Skilte.
Ebbe Skytte var oprindeligt trold på Hirsholmen, men blev fordrevet da holmboerne huggede klippeøens sten og solgte dem som byggemateriale. Ebbe Skytte tog til fastlandet, byggede sig en kæmpe slangebøsse og satte sig for at skyde alle stenene tilbage til Hirsholm. Det går dog ikke så godt med projektet – i hvert fald står Frederikshavn Kirke og mange andre bygningsværker med sten fra Hirsholm endnu.
Ebbe Skytte gemmer sig et sted i skoven omkring Knivholt – og nu er det op til dig at finde ham! Trolden er ikke synlig fra vejen, så det kræver, at man tager på eventyr til fods for at opdage ham.
Det er en oplevelse for hele familien, og en oplagt anledning til at komme ud i naturen og være nysgerrige sammen. Tag madpakken med, og gør det til en hyggelig udflugt!