Børneleg, unge-gospel og voksensang i Sæby Kirke
SÆBY: Sæby Kirke inviterer til en uge fyldt med sang, leg og fællesskab for både børn, unge og voksne.
Børnekirke med storm, bølger og balance
Onsdag den 12. februar 2025 kl. 17 er der børnekirke i Sæby, hvor Kirsten, Vivian, Peter og hunden Credo fortæller om Stormen på søen. Jesus og hans venner havner i et voldsomt stormvejr, og gennem leg og fortælling oplever børnene historien på egen krop.
De skal lave store bølger, lege balanceleg og høre om, hvordan man kan bede og synge sammen. Det hele foregår i kirken, og bagefter er der mulighed for fællesspisning i Mariehuset.
Deltagelse er gratis og kræver ingen tilmelding.
Gospelstemning og konfirmander i aktion
Torsdag den 13. februar står i gospelens tegn, når de kommende konfirmander øver sig under ledelse af Joakim Hejslet.
Kl. 19 inviteres alle til gospelgudstjeneste, hvor de unge synger sammen med et kor og løfter taget i Sæby Kirke. En aften fyldt med energi, glæde og sang – kom og vær med!
Fællessang og hyggestund for voksne
Fredag den 14. februar er der syng-sammen-formiddag i Sæby Kirke. Sangglade voksne mødes til en hyggelig stund med fællessang, kaffe og kage.
Sæby Kirkekor søger nye medlemmer
Hver søndag bidrager Sæby Kirkes voksenkor til gudstjenesterne med korsang og fællessang under ledelse af organist Peter Emil Ryom. Koret søger nye medlemmer og byder alle interesserede velkommen.
Har du lyst til at synge i Sæbys bedste koncertsal? Vil du udvikle din stemme og blive en del af et stærkt musikalsk fællesskab? Leder du efter et lønnet ekstrajob? Så kunne Sæby Kirkekor være noget for dig! Kontakt organist Peter Emil Ryom for en uforpligtende samtale.