Flere frivillige har i år fundet garnnøgler og strikkepinde frem, og de seneste uger er det væltet ind med nystrikkede nissehuer i Mødrehjælpens butik på Bredgade 65 i Brønderslev.
Livet her

Lokale ildsjæle strikker for at give udsatte børnefamilier en god jul

02. december 2022 kl. 09:21

BRØNDERSLEV: Julen er en ekstra svær tid for økonomisk trængte børnefamilier, og behovet for julehjælp er større i år end nogensinde før. Det mærker man tydeligt hos Mødrehjælpen i Brønderslev. Salget af hjemmestrikkede nissehuer skal bidrage til at give hundredvis af børn i udsatte familier en god jul. Og heldigvis har flere frivillige i år fundet garnnøgler og strikkepinde frem, og de seneste uger er det væltet ind med nystrikkede nissehuer i Mødrehjælpens butik på Bredgade 65.

Ingen forældre ønsker, at deres børn skal mangle noget. Og i en tid, hvor trængte familier knap kan betale deres regninger, er det svært at få råd til at holde jul. Her er julehjælp altafgørende for, at børnene kan få en gave og glade juleminder i december ligesom kammeraterne. Hos Mødrehjælpen i Brønderslev mærker man tydeligt, at flere har behov for en håndsrækning.

- Vi oplever desværre flere familier i vores område, der er så pressede på økonomien, at der ikke er råd til bare en brøkdel af det, de fleste tager for givet. Et stigende antal børnefamilier opsøger vores lokale aktiviteter og tilbud, så vi har derfor brug for al den hjælp og støtte, vi kan få, siger Gitte Olsson, der er frivillig og aktivitetsansvarlig hos Mødrehjælpen i Brønderslev.

Igen i år har generøse strikkere doneret hjemmestrikkede- og hæklede varer til Mødrehjælpens butik på Bredgade 65. Siden sidste jul har endnu flere frivillige tilsluttet sig Mødrehjælpens strikkefælleskab, hvilket har resulteret i, at der foreløbigt er strikket og hæklet 80 nissehuer til Mødrehjælpen i Brønderslev – og der strikkes fortsat flittigt.

- Det er overvældende at se butikken bugne af fine, bløde nissehuer. Salget af nissehuerne bidrog sidste år til, at hundredvis af børn fik en god jul. I år er behovet for hjælp større. Vores strikkere har doneret flere nissehuer, så vi håber, vi kan sælge endnu flere huer i år og hjælpe endnu flere udsatte børnefamilier i en svær juletid, siger Gitte Olsson.

De hjemmestrikkede nissehuer er lavet til børn og findes i et bredt udvalg af mønstre og farver.

Vivi Larsen bor i Vestbjerg og er en af de mange frivillige, der donerer hjemmestrik til Mødrehjælpen. Vivi kan med rette kalde sig for superstrikker, da hun strikket i 56 år. I år har Vivi Larsen indleveret 15 nissehuer og er på den måde med til at hjælpe de lokale børn.

- Jeg strikker dagligt – ofte mens jeg sidder foran fjernsynet. Det er en god måde at få brugt mine garnrester, så alle mine venner kommer forbi med rester, og så er det skønt andre får gavn og glæde af det afleverede. Jeg strikker også mange andre ting til Mødrehjælpen i Brønderslev. Det afhænger meget af sæson og garnet. Men nissehuerne har været i fokus her i efteråret, fortæller Vivi Larsen, der finder plads til strikkeriet ved siden af arbejdet som kunderådgiver.

På landsplan er der denne jul indleveret 8000 nissehuer.

På landsplan er der denne jul indleveret 8000 nissehuer. Det svarer til 40.000 arbejdstimer og mere end 1,5 million meter garn. Mødrehjælpen gør dog opmærksom på, at skulle der være udsolgt af nissehuer i butikken, er der mange andre fine julegaver på hylderne, hvor salget ligeledes hjælper de udsatte børn og familier.

Mødrehjælpen er en socialhumanitær organisation, der støtter og rådgiver gravide og sårbare børnefamilier. Mødrehjælpen har 43 lokalforeninger rundt om i Danmark, som driver butikker til glæde for alle samt aktiviteter for børnefamilier, der er ramt af livet. Det hele gøres af Mødrehjælpens engagerede frivillige, der står klar hver dag året rundt for at gøre en forskel.

I 2021 uddelte Mødrehjælpen national julehjælp til i alt 13.137 børn.

Annonceret indhold

Nyeste