Der blev sunget med på sangene, da The Beatles blev levendegjort i Café Ingeborg
DRONNINGLUND: Der var fuldt hus, da Lions Ingeborg Skeel i søndags igen inviterede indenfor i Café Ingeborg på Dronninglund Hotel.
75 mødte op for at opleve en eftermiddag i selskab med en række af de legendariske numre fra The Beatles omfattende sangskat. Det var gruppen Blackbirds, der stod for at levendegøre det populære bands melodier og fortælle historien om de fire musikere, der med deres musik i dag tilhører nogle af musikhistoriens største navne.
De tre musikere i Blackbirds formåede med stor musikalitet og fortælleglæde at klare opgaven perfekt. Lige fra start, hvor en enkelt af musikerne kom ind i lokalet med sin guitar og sang ”Yesterday” på vej op på scenen.
Næppe havde han slået første tone an, før alle i salen sang med. Det var ikke nødvendigt med sangblade. De kunne teksten udenad til melodien skrevet af Paul McCartney.
Det blev en musikalsk rejse fra bandets start i 1962 med sangen ”Love Me Do”, til bandet stoppede for 56 år siden.
De mange år har ikke gjort sangene mindre kendte, og en række af dem må i dag betegnes som evergreens. Deltagerne i Café Ingeborg kendte dem og kunne synge med på dem alle i de to timer, bandet spillede og fortalte. Kun afbrudt af en pause med kaffe, kage og snak.
Næste gang, Café Ingeborg slår dørene op, er 1. november, hvor dirigent Peter Ettrup Larsen fortæller om den danske sangskat og akkompagnerer på klaver.