Victor er tilbage på en af sine favoritbaner
BRØNDERSLEV: Victor Nielsen er tilbage på en bane, hvor han tidligere har haft stor succes.
I den kommende weekend gælder det femte afdeling af ADAC GT4 Germany 2026 på Sachsenring, hvor danskeren har tre tidligere sejre med i bagagen.
Det skriver Victor Racing i en pressemeddelelse.
Nielsen er igen bag rattet i BMW M4 GT4 Evo for FK Performance Motorsport sammen med sin hollandske makker Gianni van de Craats.
- Jeg glæder mig virkelig til gensynet med Sachsenring. Det er en af mine favoritbaner på kalenderen. Der er masser af tekniske og hurtige sving, og samtidig gør højdeforskellene banen helt speciel. Man skal finde den rigtige rytme og have fuld tillid til bilen, siger Victor Nielsen.
Sachsenring er en bane, som Victor Nielsen kender særdeles godt. Gennem tidligere løbsweekender har han sikret sig tre sejre på den traditionsrige tyske racerbane.
Den 3,645 kilometer lange Sachsenring er en af kalenderens mest tekniske og krævende baner.
Hurtige sving og markante højdeforskelle kombineres med sektioner, hvor rytme og præcision er afgørende. Det stiller store krav til både kører og bil.
- Jeg har kørt her flere gange og har tre sejre på banen, så jeg har selvfølgelig mange gode minder fra Sachsenring. Jeg føler mig godt tilpas her, og målet er en stærk og problemfri weekend, hvor vi får maksimalt ud af vores fart, fortæller Victor Nielsen.
Løbsweekenden på Sachsenring er femte afdeling af årets ADAC GT4 Germany-mesterskab og dermed sæsonens næstsidste, inden finalen køres på Hockenheimring i oktober.
Weekendens løb kan følges live på ADAC Motorsports YouTube-kanal samt på Viaplay i Danmark.
Tidsplan – ADAC GT4 Germany
Lørdag 12. september
Kl. 08.55–09.15 – Kvalifikation 1
Kl. 09.20–09.40 – Kvalifikation 2
Kl. 15.00 – Race 1
Søndag 13. september
Kl. 15.00 – Race 2