Knap 3000 lagde vejen forbi byens grønne festival
BRØNDERSLEV: Begreber som grøn omstilling, biodiversitet og genbrug satte i weekenden deres præg på Brønderslev.
Den 13. udgave af Bæredygtighedsfestivalen løb af stablen med aktiviteter og oplevelser for folk i alle aldre.
Festivalen, der var arrangeret i et samarbejde mellem Vildmosemuseet, Museum for Forsyning og Bæredygtighed, FN-forbundet i Nordjylland, AOF og Borger 9700, har udviklet sig til et tilbagevendende samlingspunkt med fokus på klima, natur, energi og fællesskaber.
Festivalen blev skudt i gang fredag. Blandt andet med deltagelse af elever fra byens skoler. I Rhododendronparken blev der taget afsæt i den nære biodiversitet, og børnene fik blandt andet til opgave at fremstille et kunstværk med planter og vækster.
Programmet fortsatte med et væld af aktiviteter. Festivalen bød på foredrag, udstillinger, workshops og en lang række indslag med fokus på en mere bæredygtig hverdag.
Festivalens ambition har igen været at skabe oplysning og lokal handling gennem samarbejde.
- Og det synes jeg er lykkedes, siger formand for Borger 9700, Jens Tofting.
- Vores program har appelleret bredt, og folk er kommet fra nær og fjern. Vi holder ikke regnskab med antallet, men anslået lægger cirka 3.000 gæster vejen forbi, lyder det fra Jens Tofting.
Ifølge formanden er netop samarbejdet mellem borgere, foreninger og lokale institutioner med til at sikre, at festivalen fortsat kan udvikle sig og tiltrække nye besøgende.
- Målet er at gøre bæredygtighed nærværende og inspirerende, og jeg er temmelig sikker på, at vi vender tilbage med endnu en udgave næste år, siger han.