Stinna kan nu kalde sig Danmarks bedste: Det kræver benhård træning
ASAA: Foreningen Asaa SUP kan nu glæde sig over at have en Danmarksmester. Ved mesterskaberne på stranden ved Ishøj vandt Stinna Morell Lerche nemlig DM i Stand Up Padle.
Hun vandt guld i sprint og langdistance samt sølv i technical, og det gav altså Stinna det officielle danske DIF-mesterskab i SUP.
Mesterskabet blev naturligvis fejret i klubben, hvor formanden, Orial Thierry, udtrykte klubbens stolthed over at have en Danmarksmester og forærede hende en gave, hvorefter der var kage til alle de fremmødte i klubhuset på havnen i Asaa.
Danmarksmester
Stinna har kun konkurreret seriøst i tre år, så det er imponerende, at hun allerede nu ligger som nummer et i landet.
- Det er gået stærkt, men jeg har også arbejdet hårdt på at komme så langt, sagde hun.
- Der er mange, der hygger sig med at surfe på stranden, men der er ikke så mange, der stiller op til konkurrencer. De fleste forbinder det med sol og sommer, men vil man stille op til konkurrencer, så kræver det hård træning som i alle andre sportsgrene. Man skal også på vandet i snestorm og kulde, for ellers vinder man ikke noget, sagde hun, der har et helt klare mål for de kommende år.
- Jeg vil gerne blive Danmarksmester igen og stille og roligt blive bedre til konkurrencerne, lød hendes svar.
Efter fejringen af klubbens stjerne tog flere af de fremmødte våddragter på. Det samme gjorde Stinna som velvilligt øste ud af sin kunnen og gav deltagerne gode tricks.
Stinna Morell Lerche er også udtaget til det officielle Danske SUP landshold, der skal repræsentere Danmark ved EM i Melilla i Spanien til oktober.