Flyttedag for veteraner

Dansk Lastbil Nostalgi er vokset fra syv til 214 medlemmer

13. juli 2017 kl. 10.33

Det nærmest vælter ind med medlemmer - lastbilentusiaster i foreningen Dansk Lastbil Nostalgi. Foreningen begyndte med syv medlemmer, og er i dag 214.

Foreningen har netop skiftet domicil. Den kunne ikke fortsætte på Ny Hvidegaard - den tidligere civilforsvarsgård på Mads Clausensvej i Hjørring, og i stedet er foreningen rykke til den tidligere dlg-bygning i Klokkerholm.

I begyndelsen var foreningen kun for Nordjylland, men har i dag medlemmer over det ganske land. Foreningen fylder i år 10 år.

Lastbilentusiasterne mødes hver anden lørdag i Klokkerholm, for at arbejde med bilerne og få en bilsnak.

Her er der både værksted, samlingslokale, bibliotek samt garager.

- Vi har lejet bygningerne med forkøbsret, fortæller foreningens formand Per Bæk Thomsen, Horne, der tilføjer, at der rådes over 1200 kvadratmeter.

Han er selv tidligere lastbilchauffør, men har ikke arbejdet inden for området i den seneste tid.

Han siger, at Klokkerholm er centralt placeret for de mange, der kommer til klubben.

Foreningen har flere store projekter i gang. En Bedford fra 1957 er ved at blive sat i stand.

For to år siden fik foreningen en Volvo 89 fra 1970, som Søren Kristiansen fra PK Transport skænkede foreningen. Når den bliver sat i stand, bliver det den eneste i landet. Lastbilen har blandt andet kørt med sten på Esbjerg Havn med sten.

- Jeg glæder mig til at bilen kommer på gaden, siger Mike Michaelsen, Brønderslev, der i mange år kørte hos PK Transport, indtil en ulykke satte en stopper for hans aktive liv.

- Men interessen for lastbiler forsvinder aldrig, siger Mike Michaelsen, der er noget af en tusindkunstner i foreningen.

- Han hopper på enhver opgave, om det så er på værkstedet eller i køkkenet, siger Per Bæk Thomsen.

Det er ligeledes planen, at en cementbil med de kendte runde kugler skal sættes i stand, så den kan komme ud på landevejen igen. Cementbilerne fra Aalborg Portland Cementfabrikker er ellers forlængst forsvundet fra de danske landeveje.

Når medlemmerne samles, bliver der snakket megen nostalgi. De mindes den tid, da der var "rigtige" lastbilchauffører til, og da der var én eller flere vognmænd i enhver by.

I branchen beklager man, at det går tilbage for vognmandsbranchen. Engang var der 10.000 eksport-lastbiler, men i dag er der ca. 1.500 i hele landet. Det skyldes blandt andet konkurrencen med udenlandske chauffører.

Biblioteket, der indeholder litteratur og billeder, skal udvikles yderligere. Blandt andet skal der være en udstilling af mini-lastbiler i glasmontre. Per Bæk Thomsen har lavet 1500 små modeller af lastbiler, og en lille bid af denne samling får sin plads i Klokkerholm.

Orla Klit, der er én af dem, der reparere, tør ikke sige, hvornår lastbilen kommer på gaden.

Foreningen er lørdag 12. august vært for Nordjyske Veteranrally. Det finder sted i Hjørring, selv om foreningen er flyttet. Veteranrallyet finder sted på pladsen ved NCC Construction Danmark på Ærøvej i Hjørring. I 2018 er det planen at rykke til Klokkerholm.

Der er allerede tilmeldt 85 biler mod 61 i fjor. Der vil være en del udstillere, og der kan købes forfriskninger.

Foreningen deltager i en del træf. Forleden var en del af køretøjerne til træf i Lyngså. Og foreningens biler kan ses over hele landet. Blandt andet foreningens trailer.

Foreningen har en del sponsorer, der bildrager til at holde køretøjerne i gang.

For at en lastbil kan kaldes for en veteran, skal den være over 35 år. Er den mellem 25 og 35 år, er det en old timer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste