Western Girls spillede for fuldt hus i Ørum
ØRUM: Interessen havde været stor længe før koncertdagen, og alle billetter var for længst solgt, da det tjekkiske countryband Western Girls fredag den 11. september gik på scenen i Ørum Kultur- og Forsamlingshus.
Forventningerne var derfor store blandt de mange fremmødte, og Western Girls sørgede fra begyndelsen for en festlig og nærværende koncert med godt humør og tæt kontakt til publikum.
Det skriver Ørum Kultur- og Forsamlingshus i en pressemeddelelse.
Bandet består af fem kvinder og spiller både moderne og traditionel countrymusik.
Repertoiret byder også på irske toner, rockballader, cajun og bluegrass. På scenen blev der blandt andet spillet guitar, violin, keyboard og harmonika, og de mange instrumentskift gav koncerten et varieret udtryk.
Western Girls har stor erfaring fra scener rundt omkring i Europa. Det kom til udtryk i sammenspillet og den afslappede kontakt med publikum.
Flere gange bevægede musikerne sig ud blandt gæsterne og kom dermed helt tæt på publikum.
Den fyldte sal, hvor aldersspredningen gik fra omkring 40 til 80 år, tog begejstret imod både musikken og bandets humoristiske og udadvendte optræden.
Da koncerten nærmede sig sin afslutning, var publikum langt fra klar til at gå hjem. Western Girls blev kaldt tilbage på scenen, men selv efter ekstranummeret var der ønske om mere.
Formand for Ørum Kultur- og Forsamlingshus, Heine Larsen, var meget tilfreds med aftenen:
- Det eneste minus var, at de kun spillede ét ekstra nummer, for publikum var slet ikke klar til at gå hjem. Det var fantastisk godt og en stor oplevelse for os. Det så bestemt også ud til, at bandet hyggede sig.
Musikken sluttede dog ikke med Western Girls. Efter koncerten fortsatte Jensen fra Provinsen festen.
De fire musikere underholdt med godt humør, lune og velkendte toner, indtil de sidste gæster forlod forsamlingshuset omkring midnat.
Efter den store forhåndsinteresse og de mange positive reaktioner på koncerten håber både arrangørerne og publikum, at Western Girls en anden gang vender tilbage til Ørum.