Vej spærres i flere måneder mellem Saltum og Brønderslev
SALTUM/BRØNDERSLEV: Trafikken mellem Saltum og Brønderslev på rute 543 bliver markant påvirket i den kommende tid.
Et større kloakarbejde i V. Hjermitslev by spærrer nemlig ruten i de forestående måneder.
Det skriver Jammerbugt Forsyning, der står bag kloakarbejdet, i en pressemeddelelse.
Vejarbejdet starter op på mandag 28. september og vil forventeligt vare indtil jul, oplyser Jammerbugt Forsyning.
Efter nytår spærres vejen imidlertid igen i yderligere tre til fire måneder, mens man færdiggør kloakarbejdet. Hvornår det arbejde i det nye år starter afhænger af vejret.
"Mens vejen er spærret, vil den tunge trafik mellem Brønderslev og Saltum blive ledt på omkørsel via Løkken. Den øvrige trafik fordeles på to omkørselsruter, da omkørselsvejene udenom V. Hjermitslev by er relativt smalle," skriver Jammerbugt Forsyning.