Niels Ulrik delte historier fra vildmarken
BRØNDERSLEV: Der var stor interesse, da Niels Ulrik Dresche, kendt fra tv-programmet Alene i Vildmarken, lørdag gæstede den økologiske gårdbutik, Lille Østergård ved Brønderslev.
Her fortalte han om den barske hverdag i den nordiske vildmark, hvor deltagerne skulle klare sig på egen hånd under primitive forhold.
Publikum fik samtidig et indblik i de mange oplevelser, der aldrig fandt vej til tv-skærmen.
- Det er umuligt at vise alt på tv. Der skete mange sjove og tankevækkende ting, som seerne aldrig fik mulighed for at opleve. Det bruger jeg nu lidt af min tid på at formidle videre til dem, der gider høre om det, fortæller Niels Ulrik Dresche.
Under foredraget satte han ord på både de mentale udfordringer og de stærke naturoplevelser, som opholdet bød på.
- Man lærer hurtigt, hvad der egentlig er vigtigt, når man står alene i naturen uden de ting, vi normalt omgiver os med, fortalte den 26-årige århusianer.
Niels forlod optagelserne efter 40 dage. Hovedårsagen var, at han havde begrænset tid i sin kalender, blandt andet på grund af forestående eksamener og studiejob.