Seneste nyt
Billede beskrivelse

Brønderslev Kulturnat byder på gratis oplevelser i hele byen

20. september 2026 kl. 06.02

BRØNDERSLEV: Fredag den 2. oktober kl. 14.00-24.00 inviteres der til Brønderslev Kulturnat. 

Fra kl. 18.30 går det for alvor løs, når 26 kulturinstitutioner og kulturelle aktører åbner dørene og inviterer indenfor. Flere steder begynder oplevelserne dog tidligere på dagen.

Det oplyser Vores By Brønderslev i en pressemeddelelse.

Billede beskrivelse

Musik, kunst, teater, sport, litteratur, fællesskab, humor og aktiviteter for både børn og voksne er på programmet. Alle arrangementer er gratis.

Det kan lade sig gøre med støtte fra overskuddet fra Royal Run, Kulturpuljen 2026 i Brønderslev Kommune og Spar Nord Fonden.

Brønderslev Kulturnat skydes officielt i gang kl. 18.00 på scenen på Peder Nielsens Plads. 

Allerede kl. 18.15 er der underholdning med Henrik Solgård – Esben Pretzmanns populære figur.

Billede beskrivelse

Kl. 18.30 åbner kulturinstitutionerne dørene, og herefter kan publikum bevæge sig rundt i byen og opleve det lokale kulturliv. Der er indsat shuttlebus.

En kulturnat med noget for alle

I Brønderslev Kirke kan gæsterne opleve kirkerummet i mørke og koret Side by Side, mens Brønderslev Bibliotek inviterer indenfor til kultur og litteratur.

Kulturskolen er også en del af Kulturnatten og viser, hvad der rører sig inden for musik og andre kulturelle aktiviteter med en række aktiviteter rundt i byen.

På Brønderslev Gymnasium bliver der mulighed for både at komme på rundvisning og deltage i en Stormester-konkurrence, hvor deltagerne bliver udfordret på kreativitet, snilde og samarbejde.

Billede beskrivelse

Hos BAS er der standup med Niels Skovmand, kendt fra ANR. Samme sted underholder BAS-koret, og gæsterne kan samtidig opleve en udstilling med maleren John Laursen.

I Den Runde Pavillon bliver der blandt andet mulighed for at prøve kræfter med squaredans. Programmet byder også på sportsdans, fællessang og to koncerter med to af medlemmerne fra McGuiness.

For dem, der gerne vil have pulsen op, er der mulighed for at besøge Brønderslev Hallen, hvor der tilbydes gratis midnatsbowling.

I Brønderslev Svømmehal kan gæsterne opleve saunagus og få en anderledes kulturel og sanselig oplevelse.

Frimurerlogen deltager også i Kulturnatten. Her kan gæsterne se Lux Vera og høre om logens arbejde og om, hvad det betyder at være logebroder.

Billede beskrivelse

Fra kunst og keramik til teater og scary house

Kulturnatten rækker også ud over byens traditionelle kulturinstitutioner.

På Vildmosemuseet er der rundvisninger, og sammen med Borger9700 og museets støtteforening inviteres børnene indenfor i et scary house med gys og spænding.

Kunstinteresserede kan blandt andet besøge Jes Vestergaard, som holder åbent atelier og udstilling hjemme. Janne Jacobsen åbner ligeledes dørene til sit atelier.

Hos Mylund Keramik på Aalborgvej er der åbent hus, og her kommer Åsen Teater også på besøg med teateroplevelser i de anderledes rammer.

Brønderslev Kulturnat giver mulighed for at opleve det lokale kultur- og foreningsliv samlet på én aften. 

Familie, venner og naboer kan tage med og være med til at fylde byen med liv, fællesskab og oplevelser fredag den 2. oktober.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste