Ny lægepraksis til 7000 patienter midt i Aalborg
Fire praktiserende læger slår sig sammen i ny, stor lægeklinik midt i Aalborg
AALBORG: Knap 7000 aalborgensere får fra 1. maj mulighed for at gå nye veje, når de skal til lægen.
Fire praktiserende læger, som i dag har praksis andre steder i byen, er gået sammen om en ny, stor lægeklinik, Lægerne Møllegade, midt i Aalborg.
Klinikken kommer til at råde over 800 kvadratmeter og får til huse på 1. sal i ejendommen, hvor bl.a. kaffe og thehuset Kronen residerer - lige overfor Sallings Algade-indgang.
Initiativet kommer fra Morten Schliemann, der har klinik på Boulevarden og Elisabeth Kellmer, der driver lægepraksis på Vesterbro. De to har i mange år arbejdet som sololæger, men besluttede at gå i et kompagniskab, der også omfatter Christa Ellefsen Blaasvær og Hanna Dal. De to sidstnævnte har hidtil drevet lægepraksis hos Lægerne ved Sauers Plads.
De fire læger har hidtil haft cirka 1700 patienter hver, som alle får mulighed for at følge med til den nye klinik. Klinikkens stab omfatter også fem såkaldt "yngre læger", altså uddannede læger, som er i gang med en speciallægeuddannelse, samt fire sygeplejersker, fire sekretærer og skiftende medicinstuderende.
Først når omfanget af patienter i den nye klinik ligger helt fast, kan der eventuelt blive åbnet for tilgang af nye patienter.
Der bliver fysisk adgang til lægeklinikken fra Møllegade og Skipper Clements Gade, og der installeres elevator.
Lægerne er bekendt med de parkeringsmæssige udfordringer i Aalborgs midtby, men understreger, at forholdene ved deres tidligere klinikker ikke var bedre. De glæder sig over den nære placering til p-husene ved Salling og Føtex. Der anlægges flere handicapparkeringspladser tæt på klinikken.