Casper troede, det var løgn - lille firma havde indbrud to gange på seks dage
De havde ikke forestillet sig, at det kunne ske.
Men det gjorde det. Og ikke bare én gang.
To gange indenfor seks dage har smykkefirmaet Northern Legacy på Herluf Trolles gade i Aalborg haft indbrud. Metoden har været nøjagtigt den samme begge dage.
En chaussesten ind gennem vinduet, og så har gerningsmanden ellers bare raget det til sig, han kunne få fat i gennem hullet.
- Det er virkelig irriterende, siger Casper Hjelm Hansen, der er en af firmaets ejere.
Første indbrud skete natten til mandag 27. april. Casper Hjelm Hansen blev ringet op meget tidligt om morgenen.
- Jeg kunne godt se, at der var en del, der havde prøvet at ringe meget tidligt. Det er mit nummer, der står på hjemmesiden. Jeg undrede mig lidt over, at der var nogle, der ville købe smykker så tidligt, siger han med et grin.
Der var der heller ikke. Det var lokale borgere i området, der ville fortælle, at der var sket. Gerningsmanden havde kylet en sten ind gennem en rude til lokalerne. Stenen var kastet så hårdt, at den havde ramt et skab i den anden ende af lokalet og lavet en bule.
- Der var glas overalt. Det var næsten det værste. Det tog meget lang tid at rydde op, siger Casper Hjelm Hansen sekundet før, han opdager noget mere glas, der ligger på et bord.
- Alle vores smykker er lavet af rustfrit stål, så vi havde ikke troet, at nogen ville gide at stjæle det. Vi forventer heller ikke, at det kommer op et sted, for hvor skulle de komme af med det? spørger han retorisk.
Han vurderer, at der blev stjålet smykker for omkring 25.000 kroner. Ejerne fik dækket ruden til og snakkede om, hvad der skulle laves af sikkerhedsforanstaltninger fremover. Men de havde ikke forventet det næste, der skete.
- Få dage senere blev jeg så ringet op igen. Nu var det samme sket igen. Det havde vi ikke lige regnet med, siger ejeren.
Anden gang var hærværket noget mere omfattende. Hele tre ruder var beskadigede og skal udskiftes.
- Det er nederen. Vi tænkte jo egentlig, at det var fedt at få nogle ting i vinduerne, så folk også kunne se, hvilken virksomhed der lå her. Der er ikke så meget erhverv i Vestbyen, så vi ville gerne vise, at det også findes, siger Casper Hjelm Hansen.
Ifølge ejeren rykkede politiet ud efter første indbrud og tog stenen med til DNA-undersøgelse. Dagen efter fik ejerne at vide, at efterforskningen var lukket, da man ikke havde fundet nogle spor på stenen. Efter andet indbrud rykkede politiet ikke ud.
Nu skal Casper Hjelm Hansen og de andre ejere lige sunde sig og finde ud af, hvad der skal ske.
- Jeg ved ikke, om det bliver et gitter, vi kan trække ned, en alarm eller hvad det nu skal være. Men det er træls, og det kommer også til at koste nogle penge, siger Casper Hjelm Hansen.