Henrik håber på opbakning til flere butikker i Slotsgade
AALBORG: I 20 år har Henrik Andersen fulgt Slotsgade tæt sammen med sin butik Brillegalleriet.
- Der er jo sket ufatteligt meget i de år. Gaden har været hårdt ramt og er det stadigvæk i forhold til at få lejet lokalerne ud.
Tilbage i 2006 åbnede han sin forretning på hjørnet af Slotsgade sammen med sin far Hans-Christian.
- Dengang var der liv og glade dage her. Der lå en bank ved siden af, og så var der blandt andet Hifi Klubben, Hønsefødder med børnesko og en forretning med børnetøj også. Det hele var lejet ud.
Meget er sket siden dengang, og i dag er der ikke mange af de daværende forretninger tilbage. Faktisk er det kun Henrik og genboen Føtex, der stadig holder til - på hver sit hjørne af den nordlige ende af gaden.
- Vi ligger rigtig godt her på hjørnet. Vi ligger side om side med de helt store forretninger, så der kommer rigtig mange mennesker forbi. Samtidig har vi ligget her så længe, at folk kender os, siger Henrik.
Hvornår gik det galt?
I 2013 åbnede Normal sin første butik i Aalborg på midten af Slotsgade. Det blev en stor succes, der trak masser af kunder til, som de øvrige butikker naturligvis også kunne nyde godt af i et vis omfang.
Knap 10 år senere, i 2022, valgte Normal at rykke fra Slotsgade til Algade, hvor de fandt et større lokale.
- Jeg tror måske, det har haft stor betydning for de butikker, der lå her, siger Henrik Andersen.
Samtidig påpeger han, at Slotsgade blot er én af flere gader i bymidten, der er hårdt ramt af forbrugernes nye shopping-vaner.
- Det er jo ikke kun her i gaden. Det er også de helt store gader, hvor der efterhånden står mange tomme lokaler.
Hvad er løsningen?
Det er uden tvivl svært for butikkerne, særligt de mindre, at konkurrere med den stigende brug af onlineshopping.
- I optikerbranchen er vi heldige, at kunderne er mere knyttet til os. Kunderne kommer ofte igen, og de kommer efterhånden hos os lidt på samme måde, som når de går til lægen. Når brillerne driller, tager man ned til sin optiker, fortæller Henrik.
Men han tror stadig på, at andre typer af forretninger også vil kunne overleve i gaderne - de skal bare have opbakning og støtte til at komme i gang - for de tomme lokaler på Slotsgade er både store og dyre.
- Hvis du skal starte helt fra bunden, så har du brug for en hjælpende hånd. Det havde vi også, dengang vi startede. Jeg tror, det ville være godt givet ud, hvis udlejerne er mere behjælpelige, for eksempel med en reduceret leje de første år, så man har bedre forudsætninger for at komme godt i gang med sin forretning.
For Henrik og hans far havde det i hvert fald afgørende betydning, at deres udlejer hjalp dem godt i gang, da de startede Brillegalleriet.
- Der gik fem år, før butikken for alvor var kommet godt op at stå. Men siden da, er det kun gået fremad, fortæller Henrik.
Han håber, at han i fremtiden vil få flere kollegaer på gaden, så der igen kan komme liv og glade dage i Slotsgade.
- Det håber jeg virkelig. Og jeg håber, de vil være med til at arbejde for et fælleskab her i gaden. Det synes jeg, betyder meget.
Du kan i øvrigt læse mere om Henrik og hans fars 20 år med Brillegalleriet i en tidligere artikel her.