Stort bagagerumsmarked indtager Bilkas parkeringsplads
AALBORG: Kalder alle genbrugsjægere!
Den 17. maj forvandles Bilkas parkeringsplads til et stort bagagerumsmarked, når omkring 100 forskellige stande indtager området.
Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.
Her er der mulighed for at gå på jagt i alverdens loppefund og samtidig støtte et godt formål.
Det har nemlig kostet 100 kroner i standleje til en parkeringsbås, og alle pengene går ubeskåret til Julemærkefonden, der står bag de fem Julemærkehjem i Danmark.
Mette Trolle, Customer Experience Ambassador i Bilka Skalborg, glæder sig til, at rigtig mange nordjyder forhåbentlig lægger vejen forbi varehuset for at støtte det gode formål.
- Vi plejer at have rigtig mange forbi, når vi holder bagagerumsmarked, og vi håber, at succesen bliver gentaget. Vi er glade for, at så mange lokale har valgt at leje en standplads og dermed støtte Julemærkefonden, siger hun.
Markedet finder sted søndag 17. maj klokken 10-15 på Bilkas parkeringsplads på adressen Hobrovej 450, 9200 Aalborg.