Nordjyske Benny er nu formand for international organisation
ULSTED: Socialpædagogernes internationale organisation AIEJI har på en generalforsamling i København genvalgt Benny Andersen, Socialpædagogernes formand, som præsident de næste fire år.
Benny Andersen er født i Ulsted.
- Det er en utroligt stor ære igen at få lov til at stå i spidsen for AIEJI og verdens socialpædagoger. Hver dag gør socialpædagoger på tværs af kontinenter og landegrænser en forskel for mennesker med komplekse handicaps, psykiske lidelser, udsatte børn, unge og voksne. De næste fire år vil jeg arbejde for, at vores fag og profession får bedre vilkår til at gøre netop det, siger Benny Andersen.
AIEJI – International Association of Social Educators – er en international organisation for socialpædagoger og deres nationale organisationer, der arbejder for at udvikle professionen og dens praksis. Dette for at styrke indsatsen til sårbare og udsatte mennesker i de enkelte medlemslande såvel som globalt.
Globalt fagligt fællesskab
At blive genvalgt som AIEJI-præsident for en verdensomspændende organisation har desuden en særlig betydning lige i år, hvor verden er præget af konflikt, krig og krise, tilføjer Benny Andersen:
- I en tid, hvor værdier om fællesskab og demokrati er under pres, er det en særlig stor ære at repræsentere et internationalt fællesskab, som forener lande fra hele verden med respekt for hinandens forskelligheder og med fokus på det, som samler os.
Hvert fjerde år afholder AIEJI verdenskongres, som denne gang foregår i København fra den 19. til 22. maj. Her er over 500 deltagere fra 31 nationer samlet til faglige workshops og oplæg fra internationalt anerkendte eksperter.
Benny Andersen har været præsident for AIEJI siden 2005. Og formand for Socialpædagogernes siden 2010.