Finn står i spidsen for ny døgnåben købmand: - Vi har fået en fantastisk start
EGENSE: Efter otte måneder uden en dagligvarebutik i Egense er der igen liv i købmandsbutikken på Hybenvej.
Onsdag slog den nye butik, Købmand 24/7 Egense dørene op, og åbningen har været en stor succes.
Købmand Finn Christiansen melder om stort rykind de første dage, og han glæder sig selvsagt over opbakningen.
- Vi har fået en fantastisk start. Der har været godt gang i handlen, og det ser lovende ud, siger Finn.
Siden september sidste år har Egense manglet en lokal købmand, efter at Hanne Christiansen lukkede sin butik af helbredsmæssige årsager.
Det efterlod både byens omkring 900 fastboende og de mange sommerhusejere uden mulighed for at handle lokalt.
Lokal styregruppe
I næsten et halvt år har en lokal styregruppe af frivillige derfor arbejdet målrettet på at få etableret en ny dagligvarebutik.
Ifølge Finn Christiansen har behovet for en lokal butik da også været tydeligt.
- Butikken udfylder et tomrum. Der bor en del ældre mennesker herude, og mange opholder sig også fast i deres sommerhuse. Nu skal de ikke længere ud på en lang køretur eller være afhængige af, at andre kan handle for dem, fortæller Finn Christiansen.
Han hæfter sig også ved den tiltagende trafik på Egensevej både fra nord og syd i relation til det nye sygehus.
- Vi er derfor fortrøstningsfulde og ser frem til at betjene vores kunder med dagligvarer og andre fornødenheder.
Døgnåbent koncept
Den nye butik drives under konceptet Købmand 24/7, som kombinerer en traditionel købmandsforretning med moderne selvbetjening.
I dagtimerne vil butikken være bemandet, mens kunder uden for åbningstid kan få adgang via en app.
Her låses døren op via digital registrering.
Konceptet skal gøre det muligt at bevare lokale indkøbsmuligheder i mindre bysamfund og samtidig tilbyde kunderne adgang til dagligvarer hele døgnet.