Ny adgangsvej i Limfjorden skal bane vejen for kommende tunnelbyggeri
EGHOLM: Vejdirektoratet er i gang med omfattende forberedelser til det kommende tunnelbyggeri ved Egholm.
Etableringen af en ny adgangsvej og anløbsplads i Limfjorden skal sikre, at de nødvendige forundersøgelser kan gennemføres effektivt - trods udfordrende forhold med lav vanddybde.
Det fortæller Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
De indledende anlægsarbejder omfatter en cirka 1500 meter lang dæmning syd for Egholm.
Dæmningen skal fungere som adgangsvej til byggepladsen og samtidig muliggøre transport af materialer via søvejen.
Dermed reduceres behovet for færgedrift og tung trafik på de lokale veje.
Strategisk placering
Adgangsvejen etableres på lavt vand og gør det muligt for flåder og materiel at operere i området.
Samtidig placeres den strategisk, så den senere kan indgå som en del af den permanente perimeter for landindvindingen syd for Egholm.
Dermed kan den midlertidige konstruktion genanvendes i det færdige anlæg.
- Vi udfører arbejderne fra vandsiden for at mindske generne på Egholm mest muligt. Ved at transportere store mængder materialer ad søvejen reduceres behovet for tung trafik på land, og det bidrager til en mere effektiv byggeproces, siger projektchef Inge Birkegaard Damsgaard fra Vejdirektoratet.
Synligt arbejde
Arbejdet er allerede synligt på fjorden, hvor entreprenøren har taget hul på etableringen af anløbspladsen. En pram med gravemaskiner og et større skib indgår i arbejdet, hvor der blandt andet er opsat en spunsvæg og tilført rene grusmaterialer.
Der leveres desuden løbende stenmaterialer i form af knust granit, som anvendes til opbygning af dæmningen.
Det forventes, at adgangsvejen står færdig inden for de næste fire måneder.
På længere sigt vil dæmningen få en central rolle i etableringen af et cirka 21 hektar stort landindvindingsområde syd for Egholm.
Her planlægges nye våde naturtyper med kanaler udformet som strandengsloer, der blandt andet skal understøtte odderens bevægelse og fødesøgning i området.