Stort jernbaneprojekt trækker ud: Forsinker tog på flere strækninger
AALBORG/HOBRO/SKØRPING: Elektrificeringen af jernbanestrækningen mellem Fredericia, Aarhus og Aalborg forventes at blive forsinket.
Det oplyser Banedanmark mandag.
Planen var, at strækningen skulle være gjort klar til klimavenlige eltog senest ved udgangen af 2026.
Men på grund af "manglende fremdrift" hos leverandøren af elektrificeringen forventer Banedanmark ikke at nå i mål til den planlagte tid.
Det siger programdirektør i Banedanmark Jette Aagaard.
- Vi er rigtig kede af, at vi ikke får eltog til tiden, sådan som vi gerne ville have. Vi vil gerne have grøn omstilling af togene med mindre støj og mindre forurening. Men passagerne skal ikke være nervøse for, at der ikke kører tog, siger hun til Ritzau.
Mindre forurening
Elektrificering betyder, at der opstilles kørestrømsledninger, så der kan køre eltog på strækningerne.
Det vil give mindre forurening og i nogle tilfælde også kortere rejsetider.
Forsinkelsen vil ifølge Banedanmark ikke kun ramme den jyske hovedstrækning.
Det vil også forsinke elektrificeringen af strækningen Holbæk-Kalundborg, som var planlagt til at være afsluttet i 2027.
Også elektrificering af dronning Margrethe II's bro - også kaldet den nye Storstrømsbro - er forsinket.
Det samme gælder strækningen fra Nykøbing F Station og ned til den nye Rødby Station på Lolland. Her var forventningen, at det skulle være færdigt i slutningen af 2028.
Banedanmark mener, at hovedentreprenøren - Aarsleff Rail og Siemens - udfører arbejdet langsommere end forventet.
Der verserer en voldgiftssag mellem parterne, oplyser Jette Aagaard.
Tidshorisonten for, hvornår man når i mål med elektrificeringen, er på nuværende tidspunkt uvis.
- Når vi har aftalt en tidsplan med entreprenøren, så melder vi ud. Lige nu kan jeg desværre ikke sige noget, siger Jette Aagaard.
Over 1000 kilometer spor
DSB har tidligere oplyst, at man forventer at kunne køre med nye, elektriske IC5-tog fra 2027.
Ritzau har rakt ud til DSB for at høre, hvad meldingen fra Banedanmark betyder for denne plan.
Kommunikationschef i DSB Niels-Otto Fisker skriver i et svar til Ritzau, at han "ikke her og nu vil spekulere i, hvordan eventuelle udfordringer skal løses materielmæssigt".
- Så snart vi kender de endelige ydre rammer for kørsel på de omtalte strækninger, vil vi planlægge den daglige drift på den baggrund med fokus på at levere en god rejse til kunderne, lyder det i svaret.
Der er i alt 1150 kilometer jernbanespor, der skal elektrificeres.
Flere strækninger er allerede omstillet til el. Det gælder blandt andet København-Ringsted, Køge Nord-Næstved, Roskilde-Holbæk samt Næstved-Vordingborg.
Også strækningen København-Padborg/Sønderborg samt strækningen mellem Esbjerg og Lunderskov er elektrificeret, fremgår det af et oversigtskort på Banedanmarks hjemmeside.
/ritzau/