Fårup med nyt koncept: Nu kan du smøre dig gratis ind i solcreme
FÅRUP: En solskoldning er en sikker måde at ødelægge enhver god sommerdag på.
Nu har Fårup Sommerland fundet på et nyt koncept. De åbner nemlig en smørebod, hvor du helt gratis kan smøre dig ind i solcreme.
Det skriver Fårup i en pressemeddelelse.
Smøreboden bliver etableret i samarbejde med den aarhusianske virksomhed Kraes, der laver "naturlig solcreme".
- I Fårup handler det om at skabe de bedste rammer for en tryg og sjov dag for hele familien. Med smøreboden gør vi det nemt for vores gæster lige at stoppe op og få solcreme på – uden at det kræver planlægning eller ekstra i tasken. Det er en lille ting, som kan gøre en stor forskel for oplevelsen. Derfor er vi meget glade for, at Kraes var med på vores idé, siger Rasmus Mortensen, kommerciel chef i Fårup.
Smøreboden ligger lige ved indgangen, så den er til at finde for alle.