Morsø Kommune ligger nummer 11 på landsplan målt på erhvervsvenlighed - og kommunen er nummer et i Nordjylland. Det fremgår af DI's seneste måling af kommunernes erhvervsvenlighed. Her er Thisted nummer 13 på landsplan.Arkivfoto
Livet her

Ros til Thisted og Morsø kommuner: Erhvervsklimaet er helt i top

Thisted og Morsø er i front i DI's måling af erhvervsklimaet

01. september 2021 kl. 19:50

THY-MORS: Morsø og Thisted er de mest erhvervsvenlige kommuner i Nordjylland.

Det fremgår af DI´s undersøgelse af erhvervsvenligheden i landets kommuner.

Undersøgelsen placerer Morsø Kommune som nummer 11 på landsplan - og nummer 1 i Nordjylland målt på erhvervsvenlighed.

Thisted ligger som nummer 13 blandt landets kommuner, fremgår det af en pressemeddelelse fra DI.

Sætter erhvervslivet øverst

De to kommuners fine resultater tyder på, at de har etableret sig som en fast del af førergruppen for erhvervsvenlige kommuner. Det glæder Tage Odgaard Nielsen, formand for DI Thy-Mors.

Tage Odgaard Nielsen, formand for DI Thy-Mors: Erhvervslivet er øverst på kommunernes dagsorden.

- Det er en kæmpe fornøjelse at repræsentere virksomhederne i Thy og på Mors. Kommunerne sætter i den grad erhvervslivet øverst på dagsorden.

- De ved godt, at virksomhederne er motoren i vores lokalsamfund, og derfor arbejder de målrettet for at skabe så gode rammer for os som overhovedet muligt. Derfor er det både forventet og fortjent, at de får denne anerkendelse, siger Tage Odgaard Nielsen.

Morsø er digital

Morsø Kommune er ikke bare bedst placeret i Nordjylland Kommunen er også bedst i hele landet i kategorien Digitale Rammer. Det er en kategori, som handler om kommunens indsats for at sikre bredbånd og mobildækning og for at bruge data og digitalisering til at forbedre kommunens funktioner og servicer.

Også Thisted Kommune klarer sig godt i denne kategori, hvor de er 15. bedst i Danmark.

En anden kategori, hvor Thy og Mors er helt i top, er Information og Dialog med Kommunen. Både når det gælder dialog med politikere, dialog med embedsmænd og formidling af relevant information, så kvitterer de lokale virksomheder med særdeles positive tilbagemeldinger. Samlet set er Mors niende bedst og Thisted 14. bedst blandt landets kommuner.

God kommunikation er nøglen

- Endnu engang kan vi se, at dialog og god kommunikation er nøglen. Det er dér, vi finder ud af, hvordan tingene kan blive bedre, og hvordan vi sammen kan skabe mere udvikling og flere arbejdspladser. Vores to kommuner er opsøgende og proaktive i deres relation til virksomhederne, og det betyder faktisk rigtig meget, om så det handler om sagsbehandling, byggetilladelser, adgang til arbejdskraft eller noget fjerde eller femte, siger Tage Odgaard Nielsen.

Bagud på infrastruktur

Begge kommuner scorer topplaceringer i næsten alle kategorier. Dog forholder det sig modsat i kategorien Infrastruktur og Transport, hvor Mors er nummer 77, mens Thisted er 81.

- Vi ser igen og igen, at virksomhederne oplever udfordringer med transport og infrastruktur. Det gælder både de statslige hovedveje, som knytter området sammen resten af landet. Men det gælder også lokale veje og offentlig transport.

- Det er et af de områder, som fylder meget i vores samarbejde med kommunerne, og som vi må prøve at fokusere endnu mere på fremadrettet, siger Tage Odgaard Nielsen i følge pressemeddelelsen fra DI.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu