Seneste nyt
Billede beskrivelse

Bilerne dyttede, og køen voksede: Sjørring hyldede Judith efter 50 år

20. august 2026 kl. 10.46

SJØRRING: Bilerne, der kørte forbi, dyttede. 

Uden for bagerbutikken blev køen længere og længere, og elever fra Sjørring Vold Efterskole kom også forbi.

Men denne dag var det ikke først og fremmest brød og kager, der trak folk til Sjørring Bageri.

De var kommet for Judith.

Billede beskrivelse

Judith Græsborg har stået bag disken i bagerbutikken i 50 år. Og selv om forretningen for længst er givet videre til næste generation, har hun ingen planer om at stoppe.

Det skulle selvfølgelig fejres. I hvert fald hvis man spurgte datteren Birgitte Yde og svigersønnen Jeppe, der i dag driver bageriet.

Spurgte man Judith selv, var sagen en anden.

- Hvorfor skal der flag op? spurgte hun, da flagstængerne blev sat op.

- For at fejre dig, lød svaret.

Det fik ikke Judith til at slappe helt af.

-  Jamen, hvad nu hvis der ikke kommer nogen?

Billede beskrivelse

Over 100 kom forbi

Det gjorde der. Den bekymring skulle vise sig at være helt ubegrundet.

Over 100 lokale lagde vejen forbi for at ønske Judith tillykke og få kaffe og – naturligvis – kage. Og Niels Blyants pølsevogn var også stillet op.

Og Judith kunne nyde både det flotte vejr og synet af de mange mennesker, der var kommet for hendes skyld.

Billede beskrivelse

I invitationen til receptionen havde datteren Birgitte Yde skrevet:

Nogle mennesker sætter et aftryk, uden selv at gøre et stort nummer ud af det. Sådan er min mor.

Og det er ifølge datteren en ganske præcis beskrivelse.

Judith er født med en hørenedsættelse, men det har aldrig været noget, hun selv mente, der skulle gøres et stort nummer ud af.

- Hun har bare gjort det, der skulle gøres. Og det har hun gjort hele sit liv, fortæller Birgitte Yde.

Billede beskrivelse

Gav bageriet videre – men blev selv

Judith Græsborg drev i mange år bageriet sammen med sin nu afdøde mand, Jens. I 2002 overlod de forretningen til datteren Birgitte Yde og svigersønnen Jeppe.

Men Judith forlod aldrig for alvor bagerbutikken.

Hun er stadig at finde bag disken, typisk om eftermiddagen og i weekenderne.

- Min mor er her hver eftermiddag og i weekenderne, og hendes indsats er guld værd for os, når det brænder på. Vi vil gerne være en lokal bagerbutik, og folk kender min mor efter alle de år, siger Birgitte Yde.

Billede beskrivelse

Men der er også en anden og mindst lige så vigtig grund til, at Judith fortsætter.
Hun stortrives. Mødet med kunderne er fortsat noget af det bedste, hun ved.

Derfor besluttede Birgitte og Jeppe, at 50 år bag disken ikke bare skulle gå ubemærket hen – uanset hvor meget Judith selv insisterede på, at der ikke var nogen grund til at gøre et stort nummer ud af dagen.

Den store tilstrømning viste, at kunderne var enige med datteren og svigersønnen.

Billede beskrivelse

Bare de ikke fyrer mig

Efter 50 år kunne man måske forvente, at Judith Græsborg begyndte at overveje pension fra bagerbutikken.

Sådan er det ikke.

- Kunderne er bare det bedste. Jeg har det rigtig godt med stadig at stå i butikken. Bare de ikke fyrer mig, siger hun med et smil.

Billede beskrivelse

Selve bageriet holder hun sig dog som udgangspunkt ude af.

Med én vigtig undtagelse.

- Kun til jul. Så er det mig, der dypper klejnerne.

Og sådan sluttede jubilæumsdagen for Judith Græsborg – med favnen fuld af blomster og gaver efter en dag, hvor Sjørring viste, at 50 år bag disken ikke er gået ubemærket hen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste