Farten var til en podieplacering, men muligheden glippede. Foto: Malthe Jakobsen Motorsport
Mennesker

Påkørsel kostede dyrt: Placering i toppen glippede

En dommerbeslutning berøvede thyboen Malthe Jakobsen en topplacering ved den italienske runde af European Lemans Series på Monza-banen

12. juli 2021 kl. 10:34

THISTED: Det er ikke altid let at være dansk elitesportsudøver. I weekenden kostede en fejlagtig dommerbeslutning thyboen Malthe Jakobsens muligheder for en topplacering ved den italienske runde af European Le Mans Series på Monza-banen.

Optakten var ellers lige efter bogen. Teamet havde brugt træningen på at lave den bedst mulige opsætning til LMP3-bilen, og på trods af en defekt udstødning kunne Malthe sætte sjettehurtigste omgangstid i kvalifikationen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Malthe Jakobsen Motorsport..

I starten af det fire timer lange løb blev Malthe Jakobsens teamkammerat, Michael Benham, ramt af en konkurrent. Påkørslen gav flere skader på bilen, men det var muligt for briten at fortsætte løbet. Efter halvanden time skete der til gengæld noget:

- Et af de andre teams tog kontakt til dommerne gennem det fælles chatsystem, som teams og løbsofficials kommunikerer igennem, og bad om at få vores bil undersøgt for teknisk defekt, fortæller Malthe Jakobsen, som så forløbet udfolde sig i teamets pitgarage.

- Det andet team mente at vi kørte med en defekt baglygte efter vi blev påkørt på første omgang, og på grund af deres henvendelse begyndte dommerne at undersøge os. Pludselig fik vi besked på at få det repareret i løbet af tre omgange. Det tog cirka to omgange, så der gik vi fra en potentiel podieplacering til en ligegyldig placering i bunden af feltet, lyder det skuffet fra Malthe, som endnu ikke havde oplevet dagens sidste skuffelse.

Flere skuffelser

Endnu værre var det nemlig, at beslutningen fra dommerne ikke gav mening i forhold til reglementet; nogle dele på bilen skal rigtigt nok være i hel tilstand under hele løbet, men baglygten skal kun være funktionel i tilfælde af regn eller manglende dagslys - og det var strålende solskin hele løbet.

- Teamet har gjort alt i deres magt for at protestere og klage, men der er intet at gøre. Vi har jo været i pit og foretaget reparationen, så tiden og placeringerne er tabt. Det værste er, at vores ingeniører har regnet sig frem til, at vi som minimum var endt på tredjepladsen, hvis ikke andenpladsen, hvis bare dommerne havde haft styr på reglerne. Det er faktisk det værste ved det hele, fortæller Malthe Jakobsen, som selv gjorde, hvad han kunne for at reducere ulykken.

Stabile tider

Den hurtige thybo kørte hurtige og stabile omgangstider på trods af en bil, der slet ikke var på toppen. Malthe selv var da også overrasket over hvad bilen var i stand til:

- Bilen var godt medtaget efter at være blevet påkørt. Flere af de små aerodynamiske vinger og kulfiberdele var røget af, og diffuseren bagpå sad forkert. Men bilen kørte faktisk stadigvæk godt, og jeg følte ikke at jeg overkørte den, så det tilskriver jeg vores gode forberedelser.

Foto: Malthe Jakobsen Motorsport

Næste løb for Malthe Jakobsen er Road To Le Mans - opvarmningsløbet, der køres lige før det rigtige 24 timersløb på den legendariske bane. Her håber han at heldet vender:

- Jeg glæder mig vildt meget til at komme tilbage på Le Mans, hvor vi jo gjorde det rigtig fint sidste år. I den weekend kører vi to løb, så her er da dobbelt så stor chance for at hente en pokal med hjem, slutter thyboen med et grin.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu