Billede beskrivelse

Næssundfærgen er i drift fra i dag

Bedre beskyttet mod is og med ny radar tog den gamle træfærge tirsdag hul på en ny sæson

01. marts 2022 kl. 10.53

THY-MORS: En forårsbebuder af de træfsikre er 1. marts, når Næssundfærgen genoptager rutesejladsen mellem Sydvestmors og Sydthy. Det skete tirsdag 6.30 med første afgang fra Mors.

- Færgen er vendt tilbage fra det årlige eftersyn på Agger Værft. Vi har fået lavet ny isforhudning og fået monteret ny radar. Desuden har vi fået fjernet metalstumper fra en plade under et af stemplerne. Der var opstået noget metaltræthed, hvilket måske ikke er så mærkeligt på en færge fra 1964, siger Martin Hvass, formand for foreningen Næssundfærgens Venner, der driver overfarten med den gamle træfærge.

Sejlplanen siger tre afgange i timen hver vej frem til klokken 18.10/18.15. Derefter gøres der plads til tursejladser i aftentimerne.

- Vi skal lidt længere hen på foråret, før de går i gang, men ellers er planen, at vi sejler tirsdag aftener på fjorden med spisning om bord, og folk kan melde sig til på vores hjemmeside. Og vi har stadig toldfrit salg, blandt andet af lokalbrygget øl fra Nees Bryghus og en brændevin, vi kalder B&W Alpha Diesel Spildolie. Tager man sådan en snaps, er der udsigt til at leve lige så længe som motoren, siger Martin Hvass med et smil.

Se også
Færgen er ladet med livsvigtig transport

Lidt dyrere billetter

Apropos olie, så har de aktuelle prisstigninger betydet, at det bliver en tier dyrere at få en bil med over, mens fodgængere og cyklister fragtes til uændret takst. Men færgen har også gjort et tiltag for at mindske olieforbruget.

- Vi bruger omkring 1200 liter diesel om ugen, heraf går noget til oliefyret. Men nu har vi fået sat en varmeveksler op, så vi kan udnytte det varme kølevand til at varme styrehus, lukaf, toilet og dækskontor op. Når motoren kører, kan vi nu slukke for fyret. Vi håber at kunne spare 100-150 liter olie, siger Martin Hvass.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste