Billede beskrivelse

Halloweenpynt udsat for hærværk: Græskar sparket i stykker og udsmykning smadret

Årets oppyntning til Halloween i Thisted By har været hjemsøgt af hærværk

01. november 2021 kl. 14.58

THISTED: Thisted bys Halloween-udsmykning er blevet totalt ødelagt af hærværk.

Det fortæller handelschef Michael Vendelbo i en pressemeddelelse.

- Første weekend blev alle vores græskar sparket i stykker og lå og flød over hele byen, og i denne weekend er hærværksmændene så gået efter selve vores 50.000 kroner dyre udsmykning, ligesom man har forsøgt at sparke postkassen på Store Torv, som vi bruger til konkurrencer for børnene, i stykker, lyder det fra en ærgerlig handelschef.

Billede beskrivelse

Det der chokerer ham mest, er omfanget af hærværket. Gerningsmændene har været særdeles vedholdende i deres ødelæggelser af den hyggelige uhygge, som Thisted By har forsøgt at skabe med sin oppyntning.

- Det er store dele af vores udsmykning, der er ødelagt og det er desværre et mønster, vi har set i flere byer landet over. Også Nykøbing har været ramt af hærværk. Vi sætter jo tingene op for at gøre det hyggeligt, og derfor er det også trist, at de få ødelægger det for flertallet, påpeger Michael Vendelbo.

Han kigger nervøst fremad i kalenderen, da man snart går i gang med at pynte Thisted By til jul.

- Her har vi for op imod 400.000 kroner pynt på vej, og som plejer at gøre Thisted til områdets flotteste juleby. Det vil vi nødigt se ødelagt, fordi nogle få ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Derfor tager vi også en dialog med politiet omkring, hvad vi kan gøre for at få sat en stopper for det her hærværk, slutter Michael Vendelbo.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste