- Matas Striber i faktor 30 og 50 sælger vi mange af, og så er P20-serien også populær, siger Annika Gregersen, der er elev i Matas i Hurup. Foto: Camilla Gade
Shopping

Tid til solcreme: Her er den ene ting, de fleste glemmer

08. juli 2022 kl. 08:00

HURUP: Landet over kalder sommervejret på danskerne, der i stor stil drager ud for at suge sol og varme til sig.

Men en ting er værd at huske, inden man kaster sig ud i den slags udskejelser:

Solcreme.

Hos Matas i Hurup ryger de beskyttende cremer over disken i stor stil i disse uger, og er man én af dem, der bliver grebet af rådvildhed, når det kommer til de mange muligheder, så frygt ej. Her kommer nemlig de bedste tips, tricks og gode råd når det kommer til solcreme, bragt til dig fra elev Annika Gregersen.

Tænk på faktoren

Skal man til sydens sol er det vigtigt at overveje, hvilken solfaktor, der er den rigtige.

- Hvis man herhjemme i Danmark bruger en faktor 30, fordi man har tendens til at blive solskoldet, så skal man bruge i hvert fald op i en faktor 50, når man kommer ned sydpå, hvor solen er skarpere, lyder rådet fra Annika Gregersen.

Smør ofte - især ved vandet

Det er vigtigt at bruge solcreme allerede om morgenen, inden man drager ud på ferieeventyr.

- Man skal helst smøre sig ind 20 minutter inden, man skal ud i solen. Skal man ud og bade, er det vigtigt at bruge en vandfast solcreme; men selvom den er vandfast, så skal man stadig huske at smøre sig ind mellem turene i vandet, siger Annika Gregersen.

Er man til gengæld på storbyferie kan man formentlig slippe med at genopfriske solcremen en enkelt gang om dagen, vurderer hun.

Husk aftersun

Skulle uheldet alligevel være ude, og man får lidt for meget sol på ferien, så kan det være en rigtig god ide at medbringe en aftersun-lotion i bagagen.

- Den køler huden ned og virker lindrende, hvis man er blevet lidt rød, og så giver den lidt fugt til huden, siger Annika Gregersen.

Selvom man ikke er blevet rød, kan aftersun alligevel være en god måde at pleje huden på efter en dag i solen, tilføjer hun.

Læbepomade er et must

Der er især én ting, som rigtig mange danskere glemmer, når de går ud og køber solbeskyttelse:

- De fleste glemmer at få en læbepomade med solfaktor, og jeg oplever ofte, at folk slet ikke har tænkt på det, når jeg spørger. Men det er vigtigt, da læberne er meget udsat for solen, siger Annika Gregersen.

Gammel solcreme er no go

Du tænker måske, at du har en god gammel tube solcreme i skabet, som du da sagtens kan bruge igen i år - men dér tager du grueligt fejl:

- Har tuben først været åbnet, begynder solcremen at tabe faktorbeskyttelsen. Typisk er holdbarheden under et år, så det er en god idé at skifte den ud med en frisk, inden man tager af sted på sommerferien, siger Annika Gregersen.

Børn og voksne kan godt bruge den samme solcreme, tilføjer hun.

Rejsestørrelser gør det nemt

Sidste tip fra Annika Gregersen handler ikke specifikt om solcreme, men det er et godt rejsetip, derfor får i det alligevel:

- Skal man for eksempel flyve på ferie, er det en god idé at medbringe sine skønhedsprodukter i rejsestørrelse. I Matas har vi rejsestørrelser af bodylotion, shampoo, balsam og meget mere, og vi har også små rejseflasker, som man for eksempel kan hælde sin egen dyre shampoo over i, når man skal på ferie. Det er så ærgerligt at miste sine dyre produkter i security, siger hun.

Skal man på musikfestival, cykelferie eller vandretur er rejsestørrelser også en god idé - på den måde bliver oppakningen en hel del lettere, og man kan koncentrere sig om at nyde sommeren i stedet for at svede under en tung rygsæk.

Annonceret indhold

Nyeste