Stefan har sadlet om: - Det var ikke en nem, men en nødvendig beslutning
HURUP: Med solskin fra en blå himmel kunne Stefan Møller Vilsen tirsdag slå dørene op for sin nye butik, Pot & Plant, på Mejerivej i Hurup.
Og modtagelsen blandt kunderne var ligeså flot som vejret. Allerede ved middagstid havde mere end 100 kunder været forbi for at handle gode åbningstilbud, men også smage på en gratis og økologisk isvaffel, som Vild is sponserede.
- Vild is bliver en del af vores sortiment på specialiteter, og den is falder tydeligvis i kundernes smag, smiler Stefan.
Tidligere drev Stefan Gartneren i Hurup, som han overtog fra sin svigerfar, Jens Møller, for godt halvandet år siden, men på grund af de senfølger hans kone, Rikke, har efter en kræftsygdom, har han valgt at sadle om, flytte fra Nørregade og rundt hjørnet til Mejerivej til en mindre butik med et strammere koncept.
- Det var ikke nogen nem, men en nødvendig beslutning. Vi har en lille datter samtidig med, at Rikkes genoptræning indtil videre ikke har haft den effekt, hun og vi havde håbet på. Derfor bliver jeg nødt til at bidrage med mere på hjemmefronten og for at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen, er jeg nu flyttet og har åbnet en mindre butik, hvor konceptet bliver med fokus på potter og planter til både inde- og udeliv, siger han.
Brænder for planterne
Faktisk har Pot & Plant til huse i de lokaler, hvor Jens og hans kone Susanne startede Gartneren i Hurup op.
- På den måde kan man godt sige, at jeg er rykket tilbage til start. Men jeg er ikke på helt bar bund efter min tid i Nørregade. Her har jeg lært meget, suget til mig og fundet ud af, hvad jeg virkelig brænder for. Og det er planter, siger Stefan.
Fremover vil Pot & Plant holde åbent tirsdag til lørdag, men alle dage fra 6-21 kan man handle med selvbetjening både ude og inde gennem et selvbetjeningssystem.
- Det giver kunderne mulighed for at handle på egen hånd på tidspunkter uden betjening, siger Stefan, der fremover kommer til at stå alene i butikken, dog bistået af to unge piger, der hjælper til ved at stå ved kassen efter skoletid.
- Når pigerne kommer, får jeg tid til at lave sammenplantninger. Og det er i øvrigt primært danske planter. Vi får op til 85 procent af planterne fra danske gartnerier, for jeg vil gerne støtte op om det danskproducerede. Planen er derfor også, på lukkedage om mandagen, at bruge tid på at besøge danske gartnerier rundt om for at se, hvad de laver og kan tilføre til Pot & Plant, siger Stefan.