Oh Land sang Kulturmødet i gang
NYKØBING: Torsdag, fredag og lørdag vil tusinder fra hele landet strømme til Nykøbing Mors for at deltage i Kulturmødet 2026, der officielt bød velkommen torsdag formiddag.
Og modsat tidligere år blev det en ny åbning, hvor de politiske taler måtte vige for sangerinden Oh Land, der med musikalsk bagtæppe fra Resonerende Rum og 70 børn fra hele verden sang ”Sådan Ligger Landet”, sangerindens sang til Danmark.
Herefter kom de politiske talere på scenen, først den nye kulturminister Zenia Stampe, Morsøs nye borgmester Jens Dahlgaard og regionsrådsformand Mads Duedahl.
Sidstnævnte kunne i øvrigt fortælle, at det blev hans sidste tale, for med den nye sundhedsreform må regionerne ikke længere beskæftige sig med kultur.
Det var han ked af, for regionen havde haft et godt og langt samarbejde med Morsø Kommune om at samle hele Nordjylland omkring Kulturmødet og hen ad vejen forvandle det til en national begivenhed. En national begivenhed, der år for år har vokset sig større og står på et solidt fundament af lokal forankring, en stærk organisation, massiv opbakning fra frivillige og Morsø Kommune og med opbakning fra Kulturministeriet og mange fonde.
I år ses vokseværket både fysisk, hvor der er blevet tilføjet yderligere 4.000 kvadratmeter til KulturPladsen med blandt andet en ny scene, Generator, til følge, men også i programmet, hvor der er flere samtaler, flere toner, flere oplevelser at vælge mellem på Kulturmødet, hos Ung Kult og på Børnenes Kulturmøde.
Så både på KulturPladsen, KulturVejen, men også rundt om i byens gader og stræder og på børnenes eget kulturmøde nede ved fjorden vil der være noget for enhver smag og alder de kommende tre dage.
På kulturmodet.dk kan man læse mere og se programmet.