Grønt i alle nuancer flyver ned af hylderne hos Krejlerbixen i Nykøbing, hvor Ole Hald (tv) og Casper Svejstrup oplever, at kunderne er meget interesserede i tingenes historie. Foto: Camilla Gade
Shopping

Retro i indretningen hitter - og én bestemt farve er ekstra populær lige nu

05. juli 2022 kl. 18:25

NYKØBING: Retro-interiør er det bæredygtige og hippe valg, når danskerne skal tilføje et personligt touch til deres bolig.

Men lige nu skal vores indretningsstil ikke kun være grøn i overført betydning - for grøn i alle nuancer flyver ned af hylderne hos Krejlerbixen i Nykøbing, der drives af Ole Hald og Casper Svejstrup.

- Vi får nogle kunder ind, der er meget farvefokuserede, og som går efter én bestemt farve, når de skal indrette. I rigtig mange år har blå været den store farve, men nu er folk blevet helt tossede med grøn, fortæller Ole Hald.

Små nipsting er undtagelsen, her er alle farver gangbare. Pastelfarver er også populært, men det giver en udfordring, siger Casper Svejstrup:

- I den tid, som de fleste af vores varer stammer fra, var pastel ikke noget, man arbejdede med i stor stil. Det var faktisk nærmest gammeldags, umoderne.

Men hvad er det så for nogle varer, der bliver efterspurgt?

- Stel og figurer sælger vi altid meget af, men noget, der næsten aldrig bliver nævnt, er glas. Vi sælger en hel del kunstglas, det kan for eksempel være specielle vaser, fortæller indehaver Ole Hald.

Keramik er et andet stort hit, både fade, lysestager og vaser, og så er det populært at lave små samlinger af sine pynteting, for eksempel i samme farvefamilie men i forskellig højde og drøjde.

- Nu om dage vil folk gerne have et navn på det, de køber, siger Casper Svejstrup, og Ole Hald supplerer:

- De vil vide noget om den historie, der ligger bag, og hvor tingene kommer fra, og derfor forsøger vi altid at finde noget baggrundsinfo på de ting, vi sælger. Uanset, om de koster 25 kr eller 2500 kr.

Én ting, der til gengæld slet ikke sælger?

- Askebægre. Dem sælger vi ikke mange af, siger Casper Svejstrup, der dog pointerer, at meget af det, der oprindeligt var tænkt som askebægre, sagtens kan gentænkes til nye anvendelsesformål.

Nyeste