Nu vil Anita give fuld gas igen

47-årige Anita Jensen har besluttet sig for at få nyt liv i Sydthy Køkkencenter, som hun startede i 2008

01. april 2022 kl. 12.00

HURUP THY: Da 47-årige Anita Jensen i 2008 startede Sydthy Køkkencenter i Kløvermarken i Hurup, gik hun ”all in”.

Men indsatsen havde sin pris.

- Jeg havde en fantastisk start og jeg kørte med 200 kilometer i timen. Da jeg startede havde jeg et lille barn på seks måneder, og i 2010 fik jeg et barn mere. Men til sidst kunne jeg ikke huske, hvad jeg selv hed. Det resulterede i, at jeg i 2015 gik ned med flaget psykisk, fortæller Anita Jensen.

Resultatet blev, at hun ikke passede åbningstiderne i butikken, og at kunderne ofte gik forgæves, hvis de var interesseret i at købe et af Anita Jensens køkkener, der er produceret hos Multi Living i Langå.

- Det har været en lang proces, hvor jeg overvejede, om jeg skal lukke butikken. Jeg beklager overfor de kunder, der er gået forgæves, siger hun.

Men nu - syv år senere - er hun kommet til hægterne igen og er klar til at give sin butik nyt liv.

- Jeg har besluttet mig for at holde åbent i butikken hver tirsdag og onsdag fra klokken 10 til 17. Derudover vil jeg holde åbent efter telefonisk aftale. Så folk skal bare ringe. Jeg bor jo i huset ved siden af butikken, siger den 47-årige.

Derudover er hun også klar til at lave en aftale om et kundebesøg, hvor hun kan se kundens eksisterende køkken og rådgive om, hvordan den nye kan se ud.

Udover Multi Living køkkener lever Sydthy Køkkencenter hvidevarer fra bl.a. AEG, Brandt og Gram.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste