Kristian gør det igen: Tusindvis af planter, ølsmagning og livemusik
KOLDBY: Foråret er lige om hjørnet, og traditionen tro markerer Spar Koldby og Go’on Mad Tilsted sæsonens komme med et stort plante- og havemarked.
I år bliver ingen undtagelse – tværtimod. For de to butikker giver den fuld gas den 24. og 25. april.
Parkeringspladserne bliver forvandlet til et sandt planteparadis med et enormt udvalg af alt fra tomatplanter og jordbær til spanske margueritter, hortensiaer, roser og krydderurter.
Derudover vil der være skoleagurker, haveplanter og paller fyldt med havejord – kort sagt alt, hvad haveentusiaster kan drømme om.
- Vi fylder simpelthen pladsen op med et kæmpe udvalg af planter til priser, der er banket helt i bund. Her snakker vi om planter til få kroner - som tomatplanter til kun en flad femmer. Men også mange andre tilbud er under en tier blandt andet havemuld, fortæller købmand Kristian Rysgaard Stærk.
Planter i titusindvis
Og udvalget er ikke småting. Arrangørerne har virkelig taget forskud på foråret og bestilt stort ind: hele 10.000 spanske margueritter, 3.500 tomatplanter og 2.500 køkkenplanter – bare for at nævne noget.
Men det er ikke kun planterne, der trækker. Fredag byder også på en særlig oplevelse for dem, der vil gøre mere ud af besøget end blot at handle.
- I år stiller vi et kæmpe telt op fredag med livemusik og hygge. Vi tænder grillen og serverer vores egen populære pølse: Thybo Grillen, siger Kristian Rysgaard Stærk.
Der bliver også rig mulighed for at forkæle smagsløgene.
Fra klokken 13 til 17 kan gæsterne deltage i ølsmagning med 15 forskellige specialøl fra butikkens sortiment - både lokale øl fra Thisted Bryghus, men også spændende udenlandske mærker.
Som prikken over i’et vil der også være smagsprøver på den lokale specialitet “flødebolleis” fra Ismejeriet Thy.
Alt i alt er der lagt op til en dag, hvor forårsstemningen, gode tilbud og hyggeligt samvær går hånd i hånd – og hvor både haveentusiaster og livsnydere kan finde noget at glæde sig over.