Shopping

I Nykøbing er det Bynight hver onsdag: - Det er blevet vores kendetegn

06. juli 2022 kl. 22:11

NYKØBING: Onsdag aften indtog På Slaget 12 scenen på Kirketorv og leverede lydtæppet til en festlig aften med Bynight i gågaden i Nykøbing. Her kunne sommerramte lokale såvel som nysgerrige turister komme og gøre en god handel - og måske drikke en enkelt fadøl - ledsaget af lidt god musik.

Som tidligere år kører hovedbyen på Mors frem med sene åbningstider hver onsdag i løbet af sommeren, og det er efterhånden blevet til en del af Nykøbings identitet som handelsby, mener handelschef i Mors Handel Lisbeth Thrysøe:

- Det drejer sig om at få folk ind til byen og bruge nogle penge, at få dem ud i butikkerne og opdage Mors. Nogle har stillet spørgsmål ved, om folk kun kommer for at høre musik, eller om de rent faktisk også bruger penge. Det er meget forskelligt, men mange af dem kommer igen, og det giver meget god omtale, at vi holder Bynight hver onsdag. Det er blevet vores kendetegn, siger hun.

Som vanligt var aftenens arrangement velbesøgt, og mens de glade handlende forsynede sig, bød borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) vanen tro velkommen. Denne onsdag var det På Slaget 12, der spillede op, men der er flere celebre navne på programmet de kommende onsdage:

Næste onsdag 13. juli er det Række 2,5, der står for det musikalske indslag, og derefter følger Thomas Buttenschøn (20. juli), Rasmus Nøhr (27. juli) og Keld og Hilda (3. august).

Annonceret indhold

Nyeste