Seneste nyt
Billede beskrivelse

Fremtiden er op til borgerne: Lokal købmand er kommet godt fra start

17. juli 2026 kl. 06.02

SENNELS: - Vi er slet ikke i mål endnu, men vi er kommet godt fra start midt i en tid, hvor mange borgere er taget på sommerferie og nok har andet i tankerne lige nu end at tænke på købmandsbutikkens fremtid.

Det siger Hans Votborg, der sidder med i Købmandsgruppen i Sennels og derfor i et stykke tid har været med i arbejdet for at bevare en dagligvarebutik i ”Årets Landsby 2025” efter, købmanden gennem godt 22 år, Kim Klim Sørensen, i juni fortalte, at han ønskede at stoppe bag disken.

Derfor er købmandsbutikkens fremtid nu op til borgerne, og Købmandsgruppen har derfor allieret sig med Dagrofa om et projekt, hvor borgerne står sammen om at købe bygningerne af Kim Klim Sørensen for herefter at leje dem ud til en ny købmand, som Dagrofa vil hjælpe med at finde.

- Vi har sat os et mål om at få borgerne til at tegne anparter for halvanden million kroner for at gøre et køb realistisk. Og indtil videre lyder opbakningen på godt 300.000 kroner. At vi er nået så langt midt i en ferietid, gør os fortrøstningsfulde i forhold til at nå de halvanden million kroner inden den deadline, vi har sat til midt i august, siger Hans Votborg.

Billede beskrivelse

At Købmandsgruppen ser med fortrøstning på den kommende måneds tegning af anparter, som samles i selskabet Sælnæs Invest ApS, skyldes en lang tradition for, at Sennels står sammen om at bevare og udvikle landsbyen.

- Vi har mange gange tidligere vist, at vi er gode til at stå sammen og samle penge ind til gavn for landsbyen. Det gjorde vi helt tilbage i slutningen af 1970´erne, hvor vi samlede ind til byens hal og siden har gjort det flere gange, blandt andet med Sennels Invest og med det borgerlån, der gjorde det muligt for Kim Klim Sørensen at bygge en moderne købmandsbutik, siger Hans Votborg.

Med Dagrofa som medspiller, har Sennels fået en samarbejdspartner med speciale i at hjælpe borgere i små landsbysamfund med at bevare den lokale dagligvarebutik.

Seneste eksempler er købmandsbutikkerne i Sejerslev og Hvidbjerg på Mors og i Hillerslev og Vestervig i Thy.

- Vi synes, at Dagrofa er en professionel samarbejdspartner og sparringspartner i det her projekt, så dem er vi meget trygge ved, siger Hans Votborg.

Der bor knap 1000 borgere i Sennels fordelt på godt 500 husstande. Lokalt kan borgerne følge den løbende tegning af anparter på opsatte målestokke.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste