Seneste nyt
Billede beskrivelse

Festival i Østerild sætter fokus på livet i landdistrikterne

31. august 2026 kl. 10.02

ØSTERILD: Mere end 5.000 gæster forventes, når Landdistriktsfestivalen 4. og 5. september bliver afholdt ved Hannæs-Østerild Skole.

Festivalen har i år temaet "Det gode liv på landet" og skal samle blandt andre landmænd, virksomheder, foreninger, organisationer og familier.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Landdistriktsfestivalen.

Målet med festivalen er at sætte fokus på livet i landdistrikterne og danne ramme om diskussioner om deres fremtid.

Det sker samtidig med den politiske debat om nye rammer for landbruget. Ifølge pressemeddelelsen tager Folketinget 1. september fat på andenbehandlingen af den nye gødskningslov, L 5, som er en del af en ny kvælstofregulering fra 2027.

Og her mener Landdistriktsfestivalen, at debatten om landbrugets rammer også bør handle om betydningen for arbejdspladser, virksomheder og lokalsamfund i landdistrikterne.

- Når vi diskuterer nye rammer for landbruget, skal vi også turde tale om, hvad de betyder for det liv, der findes omkring landbruget. For bag hver mark og hver bedrift er der mennesker, virksomheder og arbejdspladser, som er med til at holde landdistrikterne levende, siger Michael Jakobsen fra Familielandbruget.

Vil have landdistrikterne med i debatten

Et andet budskab er, at mennesker i landdistrikterne selv skal være med til at forme deres fremtid.

Ifølge arrangørerne er livet på landet afhængigt af blandt andet arbejdspladser, lokale virksomheder, skoler, foreninger og frivillige.

- Vi vil gerne vise, at livet på landet er meget mere end landbrug. Det handler om mennesker, virksomheder, foreninger, børn og unge og om de fællesskaber, der får et lokalsamfund til at fungere. Det er også derfor, vi synes, det er vigtigt at tage den her debat netop nu, siger Frank Koldsgaard fra Støtteforeningen Hannæs Østerild.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste